Du ser ham aldrig uden ét.

Altså... lige på nær når han render rundt på banen og jagter drømmen om at blive verdens bedste. 

For den danske tennisstjerne Holger Rune har altid en tro – og pivhamrende dyr – følgesvend med sig, som han ikke er bleg for at vise frem.

Den 21-årige komet, som er sponsoreret af Rolex, har nemlig de seneste par år opbygget en helt unik samling af ure, der vil få de fleste ur-fanatikere til at tabe kæben. B.T. giver dig herunder et indblik i Holger Runes ursamling:

Holger Rune med sit Cosmograph Daytona-ur.
Holger Rune med sit Cosmograph Daytona-ur. Bax Lindhardt

Vild med Daytona
Når man siger Rolex, så siger man også de berømte Daytona-modeller. Og dem har danskeren flere af. Faktisk hele tre styks ifølge B.T.s oplysninger.

Blandt andet et Daytona Arabic New Platinum til en værdi af 1,2 millioner kroner. Derudover har han også den ekstremt sjældne Cosmograph Daytona-model, som koster 616.000 kroner.

Begge modeller får da også ur-eksperten Kristian Haagen til at tabe kæben.

»Man kan ikke bare købe et Daytona-ur, for det er ikke det ur, som Rolex producerer flest af. Der er en lang venteliste, og jeg har selv stået på venteliste i snart tre år til ét. Her er det ikke uvant, man venter i hvert fald fem år. De hænger ikke på træerne,« lyder det.

Danskeren med ét af sine andre dyre ure.
Danskeren med ét af sine andre dyre ure. Chryslene Caillaud/Zuma/Ritzau Scanpix

Dyre Day-Date
Den danske verdensstjerne befinder sig i den luksuriøse situation, at hvis han pludselig skulle blive træt af at rende rundt med Daytona-ure, så kan han lynhurtigt skifte til en anden eftertragtet model.

Ifølge B.T.s oplysninger ligger danskeren nemlig også inde med hele tre Day-Date-ure. Blandt andet et Day-Date 40 i 18 karat rosa-guld samt et Ice Blue Dial fra 2024. 

Alene de to modeller har en sammenlagt værdi i omegnen af en million kroner. Og så har vi ikke engang nævnt de to Dweller-ure, han også har liggende i samlingen.

»Det, der gør Rolex eftertragtet, er, at vi dødelige ikke bare kan gå ind fra gaden om købe ét. Man skal på venteliste, og det er ikke engang sikkert, man kan komme det, fordi den er så lang. Der er folk, der venter et helt liv, og som aldrig får mulighed for at købe bare ét af de ure, Holger Rune har,« siger Kristian Haagen.

Endnu et nyt ur – denne Rolex-model har gummirem.
Endnu et nyt ur – denne Rolex-model har gummirem. John G. Mabanglo/EPA/Ritzau Scanpix

Sværvægteren
Det er ikke dog ikke kun den gigantiske sponsoraftale med Rolex, der har fået Holger Runes interesse for ure til at stige markant de seneste par år.

For inden han overhovedet skrev under på aftalen, som B.T. tidligere har afsløret, ville indbringe ham et tocifret millionbeløb årligt, havde han allerede erhvervet sig et uhyre sjældent Richard Mille Baby Nadal-ur.

Og her er der tale om sværvægteren i danskerens samling. For uret har en værdi af svimlende 2,5 millioner kroner.

»Han har et fuldstændig blæret Richard Mille-ur, må jeg bare sige. Det er jeg dybt misundelig på. Richard Mille laver kun omkring 5.000 ure om året. Det er et ekstremt mærke, der har en vild signalværdi. Det signalerer velstand,« forklarer Kristian Haagen videre.

Bax Lindhardt

Gemt væk i bankboks
Eftersom danskeren dog kun kan rende rundt med ét ur ad gangen, betyder det, at resten af samlingen er gemt sikkert væk.

B.T. kunne sidste år fortælle, at samlingen af ure, som efterhånden tæller ni styks, er låst inde i en topsikret bankboks i Monaco. 

Og det forstår man godt. For ifølge B.T.s oplysninger har de mange ure rundet en samlet værdi i omegnen af syv millioner kroner.

»Holger Rune har en ursamling, som mange burde beundre og være misundelig over. Men han fortjener også virkelig alle sine ure,« afslutter Kristian Haagen.