Holger Rune skrev historie lørdag, da det 19-årige tennisfænomen blev den første danske herrespiller nogensinde til at spille sig i finalen ved en Masters 1000-turnering.

Rune pryglede verdens nummer otte Felix Auger-Aliassime i semifinalen i Paris, der ellers forinden deres møde havde vundet vanvittige 16 kampe i streg og for mindre end en uge siden besejret danskeren i finalen i Basel.

Runes sejr med cifrene 6-4, 6-2 er da også noget, som giver genlyd uden for Danmarks grænser.

Den store franske avis Le Parisien kalder ham for 'teenageren fra Gentofte' og er svært begejstrede for danskerens offensive stil.

Foto: YOAN VALAT
Vis mere

»Han er ung, han er høj, han er blond under kasketten, og han rammer alt, der bevæger sig. Verdens nummer 18 tog canadieren i kraven fra de første slagudvekslinger, og han løsnede aldrig grebet mod en modstander, der var lidt mindre præcis end normal,« skriver Le Parisien om Runes fantastiske sejr.

Franske RMC Sport kalder Runes spil for »imponerede kraftfuldt« og skriver også, at han med lethed bekæmpede sin canadiske modstander.

Tennis Canada skriver, at det tog 17 kampe og mere end en måned før, at nogen kunne besejre Felix Auger-Aliassime. Det canadiske medie kalder Rune for »den næstbedste spiller i efterårets indendørssæson« og skriver, at den 19-årige dansker fik ram på sin modstander ved konstant at angribe ham med knaldhårde offensive slag.

Eurosport kalder kampen »et meget imødeset sammenstød mellem to spillere i den bedste form på ATP-touren,« som Holger Rune fik sin hævn i. De kalder Runes returneringer for »dødelige« og mener, at hans fantastiske førsteserver var med til at sikre ham den suveræne sejr.

I B.T.s egen dom af kampen scorede Holger Rune topkarakter eften den fantastiske præstation, som du kan læse meget mere om HER.

I finalen søndag møder Holger Rune verdensstjernen Novak Djokovic, der i sin semifinale besejrede Stefanos Tsitsipas.