Det er komplet vanvid!

Holger Rune er i finalen ved Masters 1000 ATP-turneringen i Paris efter en masterclass mod canadiske Felix Auger-Aliassime, der havde slået ham i finalen i Basel for få dage siden.

Det skulle danskeren ikke bede om i dag og slog ham 6-4, 6-2.



Holger Rune foldede hele paletten ud denne lørdag, hvor det gode spil fra kvartfinalen fortsatte uden ende. Offensivt var han fuld af x-factor og mod, og defensivt var han stærk og klar til at vende bolden til sin fordel.

På de afgørende bolde var kun isvand i blodårerne på teenageren, da han fik chancen til at stikke kniven ind.

Det fik Runes nærmest ustoppeligte modstander til at slå ud med armene, og da der blev brudt for anden gang i andet sæt, var kampen nærmest forbi.

Incroyable, som de siger på disse kanter.

Ingen drømme er for store for Holger Rune, når han i en alder af 19 år kan lægge sit spil så højt op.

Ja, han har ikke vundet turneringen endnu, men han har banket fire top 10-spillere inklusiv verdensetteren Carlos Alcaraz, og nu fik han skovlen under verdens nummer otte, der endda var ATP Tourens mest formstærke spiller.

Rune bliver et exceptionelt stort problem for alle fremover.

Der var ikke meget slinger i valsen, men i første sæt duftede Rune muligheden for et break, der ville give ham sættet. Den gik ikke, og så gik danskerens snakketøj mod dem på sidelinjen.

TV2-ekspert Tine Scheuer påtalte det med det samme, og vi kan kun give hende ret: Drop det og hold fokus!

Men det var en dråbe i havet af verdensklasse-tennis i dag.

I finalen venter enten Novak Djokovic eller Stefanos Tsitsipas, så sæt alarmen til kl. 15 søndag - det må du ikke gå glip af!

Her spiller Rune om den største titel i karrieren - og 6,2 mio. kroner.