Han er kun 26 år, men alligevel tyder det på, at der ikke er mange flere tennisslag i armene.

Der er tale om den australske tennisspiller Nick Kyrgios, der lørdag tabte til græske Stefanos Tsitsipas i Laver Cup.

Oven på nederlaget gav tennisstjernen et praj om, hvordan hans fremtid kommer til at se ud.

»Dette er nok min sidste Laver Cup,« siger han ifølge News AU.

Nick Kyrgios
Nick Kyrgios Foto: Carmen Mandato
Vis mere

Og det er muligvis ikke kun Laver Cup, der bliver den sidste af slagsen.

»Jeg ved ikke, hvor meget længere jeg vil spille tennis.«

»Så længe jeg er på banen, vil jeg gøre mit bedste, men jeg vil ikke lyve og sige, at planen er, at jeg skal spille fire eller fem år mere på touren. Det er bare ikke mig,« siger han.

Tennisstjernen beroliger dog sine fans med, at han gør sin krop klar til Australian Open, der afholdes i februar. Dermed bliver Laver Cup ikke den sidste turnering i en flot karriere for Kyrgios.

»Jeg har ikke mere, jeg skal bevise over for mig selv. Jeg er utrolig stolt over, hvad jeg har opnået,« siger han

Den australske tennisspiller har gennem sin karriere vundet seks titler. Ud over de seks titler har Kyrgios også ofte gjort sig bemærket via sin spektakulære opførsel. Øverst i artiklen kan du se, hvordan han ved sidste års US Open trak overskifter ved at håne Novak Djokovic.

Da Kyrgios var på sit højeste, indtog han en 13.-plads på verdensranglisten.

Laver Cup bliver afholdt hvert år, hvor spillere fra Europa danner et hold, som møder tennisspillere fra resten af verden.

Kyrgios spillede sin sidste kamp i turneringen i en double med amerikanske John Isner. Her blev det til et nederlag mod russiske Andrej Rubljov og Kyrgios' onde ond, Tsitsipas.

Efter kampen er stillingen i turneringen 11-1 til Europa. Sidste kampdag er søndag, hvor det europæiske hold blot skal vinde en enkelt af de fire sidste kampe for at tage trofæet med hjem.