En #MeToo-skandale ulmer lige nu i den absolutte kinesiske politiske top.

Tennisstjernen og den tidligere verdensetter i kvindedouble Peng Shuai beskylder en kinesisk toppolitiker for at tvinge hende til sex.

Det skriver hun i et opslag på det kinesiske sociale medie Weibo.

Opslaget blev kort efter slettet, men en række medier nåede dog at gøre sig notits af den opsigtsvækkende melding. Heriblandt BBC.

Politikeren, som Peng Shuai beskylder for overfald, er den tidligere vicepremierminister i Kina Zhang Gaoli.

Episoden fandt ifølge Peng Shuai sted for tre år siden.

»Den eftermiddag gav jeg ikke samtykke, og jeg kunne ikke stoppe med at græde. Du tog mig med til dit hus og tvang mig og dig til at have et forhold,« lød det i opslaget ifølge BBC.

Ifølge tennisstjernen mødte de to hinanden for mere end 10 år siden, hvor de startede en affære. Den afbrød Zhang Gaoli dog kort tid efter, men omkring 7 år efter var han altså interesseret igen, da han ifølge Peng Shuai inviterede hende til Beijing for at spille tennis for derefter at tvinge hende til sex.

Zhang Gaoli og Peng Shuai mødte hinanden første gang for 10 år siden. Dengang havde de en kortvarig affære, som Zhang Gaoli stoppede.
Zhang Gaoli og Peng Shuai mødte hinanden første gang for 10 år siden. Dengang havde de en kortvarig affære, som Zhang Gaoli stoppede. WU HONG

Til Washington Post fortæller forfatteren Leta Hong Fincher, at sagen har potentiale til at skabe en 'bombe' i den kinesiske kommunistiske regering. Fincher har netop udgivet en bog om feminisme i Kina.

»Det her er voldsomt eksplosivt. Det er netop derfor, at den kommunistiske regering ser feminismebevægelsen som en trussel mod dem.«

Zhang Gaoli var vicepremierminister i Kina fra 2013 til 2018.