Lyt til artiklen

Den italienske tennisstjerne Camila Giorgi slap tirsdag ikke for spørgsmål vedrørende de beskyldninger, der i øjeblikket er rejst mod hende.

I hjemlandet bliver hun beskyldt for at have snydt med vaccinationsattester ved at have købt falske vaccinationspapirer.

Ifølge det italienske medie la Repubblica er Giorgis sag en del af en større efterforskning af en lægepraksis, der efter sigende er modstander af vacciner mod coronavirus. Men Giorgi afviser enhver mistanke:

»Jeg har gjort, alt hvad den australske regering har krævet,« lød det fra Giorgi på en pressekonference tirsdag med henvisning til, at Australien kræver alle spillere vaccineret.

Camila Giorgi er i øjeblikket nummer 60 på verdensranglisten.
Camila Giorgi er i øjeblikket nummer 60 på verdensranglisten. Foto: MARTIN DIVISEK
Vis mere

Hun fortsatte:

»Selvfølgelig har jeg fået alle mine vaccinationer.«

Daily Mail skriver, at en italiensk læge, der i øjeblikket bliver efterforsket for svindel, beskylder Giorgi for at have fået en falsk vaccination.

Ifølge italienske medier har Camila Giorgi købt falske vaccinationspapirer for udelukkende at kunne deltage i de to grand slam-turneringer Australian Open og US Open, mens coronavirussen har hærget verden over.

»Lægen bliver efterforsket, og hun har haft problemer med loven i løbet af sidste år. Jeg har fået alle mine vaccinationer et andet sted. Så problemet er hendes, ikke mit.«

»Jeg kunne aldrig drømme om at komme her (uden vaccination, red.) og så spille tennis,« lød det videre fra den italienske stjerne.

Camila Giorgi udtalte sig tirsdag ved en pressekonference, efter hun spillede sig videre til anden runde i Australian Open.

I første runde slog hun russiske Anastasia Pavlyuchenkova 6-0, 6-1.