Clara Tauson spillede sig lørdag eftermiddag i sin første WTA-finale efter en sejr over spanske Paula Badosa ved WTA-sejren i Lyon.

Men undervejs var der særligt ét øjeblik, der skabte stor frustration hos den unge danske tenniskomet.

Ved stillingen 5-4 i første sæt sendte hun nemlig en hammer af en forhåndsreturnering ned ad linjen, og hurtigt knyttede Tauson næven. Linjedommeren havde dømt danskerens slag inde, men så valgte hoveddommeren at overrule kendelsen. Han mente, at den var ude.

Og dét forstod Clara Tauson ikke meget af og lignede ét stort spørgsmålstegn, inden hun tydeligt frustreret henvendte sig til dommeren:

»Tager du pis på mig?«

Efterfølgende sad lige præcis den situation også stadigvæk lidt i danskeren, der flere gange undervejs var uenige i kendelserne på banen.

»Dommen var latterlig longline. Det gør linjedommeren tydeligvis også, så ved jeg simpelthen ikke, hvad han (hoveddommeren, red.) ser. De andre kendelser var tvivlsomme. Det er meget modigt at overrule ved deuce. Men sådan er det. Jeg er mest frustreret over baghånden langs linjen, for jeg ved, den var inde,« sagde hun efter sin sejr til TV 2 Sport.

Tauson er dog glad for, at hun i opgøret formåede at 'nulstille' sig selv i de situationer, hvor hun var frustreret over dommeren.

Foto: Sandrine THESILLAT via www.imago
Vis mere

Og det hele endte jo godt for Danmarks nye tennisdarling, der med cifrene 7-5, 6-1 spillede sig i sin første WTA-finale i karrieren.

Her venter schweiziske Viktoria Golubic, som i den anden semifinale vandt over andenseedede Fiona Ferro fra Frankrig.

Tauson vandt tilbage i januar en ITF-finale mod lige præcis Golubic, der aktuelt ligger nummer 130 i verden.

Finalen spilles søndag klokken 15.30.