Novak Djokovic i karantæne og uvished på et hotel.

Det er lige nu situationen og det, der trækker overskrifter verden over, inden årets Australian Open, der måske bliver uden tennisstjernen.

For han har indtil videre ikke fået godkendt sin visumansøgning efter at have hævdet, han har fået dispensation fra vaccinekravet, der ellers er for at komme ind i Australien.

Og sagen omkring serberen fylder selvsagt meget i Melbourne.

»Jeg tror, alle er i chok.«

Sådan siger Andy Murray til BBC, alt imens Novak Djokovic venter på sin skæbne. Han blev kørt direkte fra lufthavnen til et karantænehotel, hvor han stadig befinder sig.

Mandag skal retten tage stilling til, om han har dokumentationen i orden og dermed må blive i landet.

Og hele situationen ærgrer i den grad Andy Murray.

Det formodes, at tennisspilleren Novak Djokovic er blevet kørt væk fra lufthavnen i Melbourne i denne varevogn. Australian Broadcasting Corporat/Reuters
Det formodes, at tennisspilleren Novak Djokovic er blevet kørt væk fra lufthavnen i Melbourne i denne varevogn. Australian Broadcasting Corporat/Reuters

»Jeg kommer til at sige to ting om det her. Den første er, at jeg håber Novak er okay. Jeg kender ham godt og har altid haft et godt forhold til ham. Den anden ting er, at det er virkelig ikke godt for tennis eller de involverede. Det er rigtig skidt,« siger Andy Murray.

I flere måneder har der været tvivl om Djokovics deltagelse i Australian Open, da han ikke har villet fortælle, om han er vaccineret mod coronavirus.

Tirsdag i denne uge kunne Djokovic så fortælle, at han var på vej til Australien, da han havde fået medicinsk dispensation for vaccinen.

Hans advokater har efterfølgende fortalt, at serberen blev testet positiv 16. december. Noget, der ifølge advokaterne skulle have givet ham dispensation.

Det har den australske regering dog afvist søndag.

»Den australske regering har ikke givet Djokovic en forsikring om medicinsk dispensation. Der er intet, der tyder på, at ansøgeren havde 'akut alvorlig medicinsk sygdom' i december 2021. Alt, han har sagt, er, at han blev testet positiv for corona,« lød det fra regeringens advokater.

Novak Djokovics skæbne bliver afgjort i de tidligere morgentimer mandag dansk tid.