Tennisspilleren Paula Badosa har været i isolation på et hotelværelse, siden hun ankom til Australien for at deltage i Australian Open.
Og hun er meget utilfreds med forholdene på hotellet. Det fortæller hun i et interview med Marca.
»Jeg føler mig forladt, fordi jeg ikke har fået det træningsudstyr, som jeg bad om for fem dage siden. Jeg får heller ikke besked på, hvilken virus jeg har, og jeg hører ingenting fra turneringen,« siger spanieren eksempelvis.
Paula Badosa beskriver situationen i landet som den værste periode i sit liv. Hun var den første tennisspiller, der blev testet positiv for covid-19 ved indrejse til Australien i forbindelse med Grand Slam-turneringen.

Hun må tidligst forlade sit værelse 31. januar, og hvis hun er smittet med en muteret virus, skal hun vente til 5. februar. Hvis det sidste er tilfældet, er Paula Badosa ikke sikker på, hun kan nå at komme i form til turneringen.
I interviewet med det spanske medie tilføjer hun, at hun endnu ikke har kunnet trække noget frisk luft.
»Faciliteterne her er beklagelige. Det var ikke, hvad jeg havde forventet. Folk forventer, at de kan åbne et vindue og trække noget luft, når de er i karantæne, men der er ingen vinduer i mit værelse.«
Den 23-årige tennisspiller beskriver værelset som værende småt, og hun deler det med sin træner, Javier Marti.
Paula Badosa var i selvisolation i syv dage, inden det positive svar kom. Over 70 spillere har været i tvungen isolation efter ankomsten til Australien.
Australian Open, der er sæsonens første Grand Slam-turnering i tennis, løber fra 8. til 21. februar.


