Sidste år skrev de sammen flere gange under French Open. Nu ser de ikke ret meget til hinanden.

De to danske stjerner Holger Rune og Clara Tauson er ellers vokset op sammen på de danske tennisbaner, men de seneste 12 måneder er kontakten tilsyneladende blevet en del mindre.

Og de følger faktisk heller ikke engang hinanden på Instagram længere.

Det fortæller Clara Tauson på et pressemøde fredag i Paris forud for French Open.

Bax Lindhardt

»Jeg ved ikke, hvorfor vi ikke følger hinanden længere. Det er ikke noget, jeg aktivt har gjort,« lyder det fra danskeren.

For blot et år siden hev hun ellers glædeligt telefonen frem på et pressemøde ved netop French Open og fortalte, at de to stortalenter skrev sammen under turneringen og havde planer om at tage ud at spise om aftenen.

Hun slår dog fast, at der er ikke er opstået uvenskab mellem de to.

»Vi er ikke uvenner, og der er ikke sket noget mellem os. Når vi ser hinanden herude (på Roland Garros-anlægget, red.), så snakker vi da også sammen, men Holger har et stort team omkring sig, og jeg er et lidt andet sted i min karriere,« lyder det videre.

Clara Tauson skal i øvrigt møde tyske Tatjana Maria i første runde på det ikoniske grusunderlag. En kamp, der formentlig spilles søndag.

Og efter en god grussæson er det da også en glad dansker, der jagter en OL-billet ved grand slam-turneringen i den franske hovedstad:

»Jeg har det godt og har trænet godt i to uger. Jeg glæder mig virkelig til at komme i gang, for jeg har haft en god sæson på grus. Jeg har spillet noget god tennis, synes jeg.«