Hun nåede dårligt nok at få stillet spørgsmålet, før hun hev telefonen frem.

»Jamen, lad os se, hvad han skrev,« lød det prompte fra den danske tennisspiller Clara Tauson på fredagens pressemøde ved French Open.

For efter at have kvalificeret sig til hovedturneringen i årets anden grand slam, lå der en lykønskning og ventede på hende på hendes telefonen.

En lykønskning fra en helt særlig person.

Clara Tauson under fredagens kamp.
Clara Tauson under fredagens kamp. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Den danske stjerne Holger Rune havde nemlig sendt en besked til sin barndomsven.

»Han skrev, at han så matchbolden, og så skrev han 'smil' samt 'tillykke',« forklarede Tauson videre på pressemødet.

De to danske tenniskometer har været venner, siden de var børn, og derfor er de da også lykkelige for at kunne se hinanden ved de store turneringer.

»Jeg snakkede faktisk med Holger lige inden kampen i dag (fredag, red.). Vi har det godt sammen,« lød det videre.

Holger Rune trænede fredag på Roland Garros-anlægget i Paris.
Holger Rune trænede fredag på Roland Garros-anlægget i Paris. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Holger Rune var ligeledes meget glad på sin tennisvenindes vegne, da han blev mødt af B.T. og resten af pressen på sit pressemøde.

»Jeg er meget glad på Claras vegne. Jeg troede på hende, da jeg mødte hende inden kampen, for hun har et meget højere niveau end den rangering, hun har lige nu. Det er godt for hende og dansk tennis,« sagde stortalentet.

Og på trods af et travlt program under French Open, så håber Rune, at de to kometer får tid til at hænge lidt ud sammen de kommende dage:

»Det er meget hektisk under turneringer, så der er ikke så meget tid til at lige at ses.«

»Men vi har da snakket om lige at tage ud for at spise en frokost sammen, men det er jo meget træning, det handler om,« afsluttede han.

Clara Tauson vandt fredag den afgørende kvalifikationskamp og spillede sig dermed videre til French Opens hovedturnering.

Her møder hun søndag hviderusseren Aliaksandra Sasnovich i første runde.