Hvem har retten til at fortælle den store historie om Richard Williams?

Det kommer an på, hvem man spørger. Og det spørgsmål har også ført til, at Richard Williams, far til tennisstjernerne Venus og Serena, sammen med Warner Bros. Entertainment og Will Smiths produktionsselskab nu er blevet sagsøgt.

Det skriver TMZ. Og dem, der sagsøger Williams, er TM3 Entertainment og Power Move Multi-Media.

Vi skal skrue tiden tilbage til 2017. Her skulle TM3 og PMM have sikret sig rettighederne til Richard Williams' bog 'Black and White: The Way I See It'. En bog, der handler om hans liv, og aftalen lød, at det var de to selskaber, der fik retten til at fortælle hans historie på det store lærred. På godt og ondt.

Richard Williams er angiveligt blevet sagsøgt.
Richard Williams er angiveligt blevet sagsøgt. Foto: CARL DE SOUZA
Vis mere

En historie, som nu er ved at blive fortalt af Will Smiths produktionsselskab og endda med ham selv i hovedrollen under titlen 'King Richard'.

Ifølge søgsmålet har Richard Williams solgt sine egne rettigheder til Warner Brothers for i hvert fald en million dollar, svarende til omkring 6,6 millioner danske kroner.

TM3 Entertainment og Power Move Multi-Media ønsker, at overskuddet fra filmen skal gå til dem. Derudover ønsker de, at Warner Brothers og Will Smiths selskab skal betale for yderligere tab i sagen.

Filmen får efter planen premiere i løbet af 2021. Det er Reinaldo Marcus Green, der er instruktør, mens Demi Singleton og Saniyya Sidney spiller Williams-søstrene.

Williams-søstrene og faren Richard.
Williams-søstrene og faren Richard. Foto: LEON NEAL
Vis mere

Det er ikke den første potentielle retssag i Williams-familien i år. I februar kom det frem, at Serena Williams og søsteren Venus kan ende i en grim retssag mod deres eks-stedmor.

Den 77-årige Richard Williams har kæmpet med sit helbred efter at være blevet ramt af flere slagtilfælde i 2016. Noget, der har haft store konsekvenser, da han lider af demens, en permanent hjerneskade og problemer med at tale.

Noget, Lakeisha Williams ifølge retsdokumenterne har udnyttet ved at have forfalsket hans underskrift, så han overlod sit hus i Palm Beach Gardens i hendes navn.

Derudover hævder Richard Williams, at en person, som Lakeisha Williams arbejder sammen med, også har været inde over og har været med til at snyde Williams.