Der er bestemt ikke fred og idyl i kulissen i Williams-familien.

For retsdokumenter afslører, hvordan Serena Williams og søsteren Venus kan ende i en grim retssag mod deres eks-stedmor.

Det skriver The Sun og Daily Mail.

Årsagen skal findes i forholdet mellem Richard Williams - tennisstjernernes far - samt hans ekskone Lakeisha, som han søgte om at blive skilt fra i 2017.

Richard Williams og ekskonen Lakeisha tilbage i 2009.
Richard Williams og ekskonen Lakeisha tilbage i 2009. Foto: GLYN KIRK
Vis mere

Den 77-årige Richard Williams har kæmpet med sit helbred efter at være blevet ramt af flere slagtilfælde tilbage i 2016. Noget, der har haft store konsekvenser, da han lider af demens, en permanent hjerneskade og han har haft svært ved at tale.

Noget, Lakeisha Williams ifølge retsdokumenterne har udnyttet, ved at have forfalsket hans underskrift, så han overlod sit hus i Palm Beach Gardens i hendes navn.

'Lakeisha Williams, der kunne se at sagsøgeren var svag som følge af de slagtilfælde, han har lidt under, udnyttede ham ved at tage materialerne 'C' og 'D' fra ham, mens hun vidste, at han ikke var i stand til at forstå materialernes betydning,' står der blandt andet i dokumenterne fra retten.

Derudover hævder Richard Williams, at en som Lakeisha Williams arbejder sammen med også har været inde over og har været med til at snyde ham.

Williams-søstrene har flere gange stået som modstandere på tennisbanerne.
Williams-søstrene har flere gange stået som modstandere på tennisbanerne. Foto: Don EMMERT
Vis mere

Ifølge retsdokumenterne skulle vedkommende have ladet som om, hun var Richard Williams for at låne omkring 300.000 dollars - svarende til cirka to millioner kroner - i huset for at starte en virksomhed op.

I papirerne forklarer Richard Williams' læge, Monica Walker, hvad det er, de to slagtilfælde helt præcist har gjort ved den tidligere tennistræner. Blandt andet lyder det, at han har svært ved at skelne mellem tingene.

'Komplikationerne efter de to slagtilfælde inkluderer, at du har svært ved at huske ting, der er sket for nyligt og ting, der er sket for flere år siden,' lyder det blandt andet om Richard Williams, skriver Daily Mail.

'At lave huslige ting såsom at skrive checks, betale regninger og holde regnskab, er du ikke i stand til mere. Du finder det stadig til tider svært at bruge de rigtige ord,' står der blandt andet yderligere.

Richard Williams er blevet ramt af demens, efter han har haft flere slagtilfælde.
Richard Williams er blevet ramt af demens, efter han har haft flere slagtilfælde. Foto: GLYN KIRK
Vis mere

I 2017 sagsøgte han desuden sin ekskone for at have stjålet hans kontanthjælp, da de stadig boede sammen i Florida.

Lakeisha Williams nægter sig skyldig, mens tennissøstrene Serena og Venus Williams nu er blevet involveret i den dramatiske sag.

Det skyldes, at David Simon, som står som manden, der har godkendt lånet af det store pengebeløb fra huset og som også er sagsøgt af Richard Williams, har rakt ud efter de to søstre. David Simon nægter sig også skyldig i sagen.

Hverken Serena Williams eller Venus Williams har kommenteret på sagen.