Novak Djokovics rejse til Australien har udviklet sig til et helt vanvittigt og surrealistisk drama.
Ifølge spillerens far, Srdjan Djokovic, er tennisstjernen blevet 'anholdt'.
Det melder Sky Sports via sin reporter Milena Veselinovic.
Det har dog ikke været muligt at bekræfte udmeldingerne, skriver Sky News, som har forsøgt at kontakte de relevante myndigheder.
Hele situationen omkring Novak Djokovic er lige nu præget af kaos og forvirring, da spillerens bror Djordje samtidig har fortalt til serbiske medier, at stjernen lige nu befinder sig sammen med sine advokater.
I skrivende stund er adskillge fans af verdensetteren mødt op omkring Rialto Towers for at støtte Novak Djokovic. Det er her, man formoder, at den 34-årige tennisspiller befinder sig med sine juridiske rådgivere.
Serbiske medier melder også, at Srdjan Djokovic holder en pressekonference ved middagstid i Serbien.
Mandag morgen dansk tid så det ellers ud til, at sagaen omkring Novak Djokovics' deltagelse i Australian Open havde nået sin epilog.
Her vurderede en dommer, at Novak Djokovic fik frataget sit visum på et forkert grundlag, og at han derfor fik lov til at blive i Australien.
Sagens kerne er Novak Djokovics manglende vaccination mod covid-19. Serberen rejste ind i Australien takket være en 'medicinsk undtagelse', hvor en vaccine ellers er påkrævet for at få adgang til landet.
Men det viste sig senere, at det visum, Djokovic rejste ind i landet på, var inkompatibelt og ikke kunne bruges sammen med den medicinske undtagelse.
Derfor blev han tilbageholdt af de australske myndigheder i lufthavnen, da han landede i landet i onsdags.

