Novak Djokovic ser nu ud til at få lov til at spille Australian Open.
Serberen har de seneste dage været midt i en kæmpe stormvejr grundet visumproblemer i Australien.
Men mandag morgen dansk tid fik verdensetteren lov til at blive i landet på trods af, at hans visum i første omgang blev annulleret. Det står klart efter et retsmøde, hvor dommer Anthony Kelly var af den overbevisning, at Djokovic mistede sit visum på et forkert grundlag.
Derfor lød ordren, at tennisstjernen skulle have rejsedokumenter og pas tilbage, samt at han skulle løslades inden for 30 minutter.
Der er dog stadig et 'men': I retten oplyste regeringsadvokater, at landets immigrationsminister kan beslutte at tilbagekalde Djokovics visum.
Serberen havde været tilbageholdt siden onsdag.
Han fik i første omgang en 'medicinsk dispensation' for at få lov til at spille grand slam-turneringen i Australien, men senere viste det sig, at det visum, serberen fløj ind i landet med, ikke kunne bruges, hvis man også havde en medicinsk dispensation.
Derfor blev han tilbageholdt i lufthavnen af myndighederne og siden sendt på karantænehotel. Nu kan Djokovic dog gå fri.
Serberen havde indtil videre nægtet at oplyse sin vaccinationsstatus, men åbent erklæret sig som modstander af vaccinen. Det har dannet grundlag for meget af postyret, da det er et krav at være vaccineret for at flyve ind i Australien.
Først lørdag kom det frem ifølge Djokovics advokater, at han havde en positiv coronatest fra 16. december. Den dannede ifølge dem grundlaget for Djokovics dispensation.
Australian Open starter 17. januar, og den serbiske stjerne har vundet turneringen hele ni gange.