Det var en storsmilende David Lee, som BT's udsendte tennisreporter mødte efter hans kæreste, Caroline Wozniacki, havde vundet førsterunde-kampen ved Grand Slam-tennisturneringen French Open over Danielle Collins.
»Jeg har lige ønsket Caroline tillykke med sejren. Godt gået! Hun holdt hovedet koldt i kampens afgørende situationer mod en spiller, der slog hårdt til boldene,« sagde den tårnhøje amerikaner, der indstillede sin aktive karriere som professionel basketballkarriere i fjor efter at have gennemgået et kompliceret forløb med et skadet knæ.
Caroline Wozniackis far og træner, Piotr Wozniacki, var også tilfreds.
»Det vigtigste er at Caroline er videre til anden runde. Men det var altså en nervøst spillet kamp,« sagde han og tilføjede:
»Jeg synes, at Caroline miksede sit spil glimrende. Er man nervøs, og spiller man boldene tæt på nettet, er der risiko for, at der kommer masser af fejl. I stedet spillede hun boldene højt over nettet, og den taktik bekom ikke amerikaneren vel. I perioder af kampen mistede hun fokus.«
Efter kampen fortalte Piotr Wozniacki, at stregene på sin finaleseedede datters ketcher undervejs mistede kraft.
»Det var vel op mod to kilo, at strengene blev slappere. Det har vi aldrig været ude for tidligere. Måske skyldes det, at der i øjeblikket er meget varmt i Paris,« sagde Piotr Wozniacki.
I næste kamp på onsdag skal Caroline Wozniacki møde spanieren Georgina Garcia Peres, der blot ligger nummer 186 på verdensranglisten.
»Det er ikke en modstander, vi kender noget som helst til. Nu må vi se, om vi kan få fremskaffet noget videomateriale på hende, så den helt rigtige taktik kan komme på plads. Selvfølgelig håber jeg, at Caroline også vinder den kamp. Mit håb er, at hun i forhold til sin præstation mod Danielle Collins vil slappe en smule mere af,« sagde Piotr Wozniacki.

