Det er ikke mange dage siden, at Boris Becker stadig var at finde i den tekniske boks, hver gang Holger Rune gik på banen.

Den 6. februar meddelte tyskeren så, at hans samarbejde med det danske tennisfænomen er slut, men allerede nu bliver Becker sat i forbindelse med et nyt job i tenniseliten.

I et interview med det tyske presseagentur, udelukker den tyske tennisstjerne Alexander Zverev nemlig ikke, at han og Runes nu tidligere træner skal samarbejde på et tidspunkt.

»Chancen er der altid, og det har den altid været,« siger Zverev ifølge Bild.

Zverev har dog et enkelt problem med den tyske toptræner. Og det er det samme, som var årsagen til, at Becker så sig nødsaget til at forlade Rune-lejren.

»Hvis du overvejer at hente en som Boris ind, så er det for at vinde de store turneringer. Og selvfølgelig skal træneren også være der til de turneringer,« lyder det fra Zverev.

Boris Becker har udover Holger Rune også trænet Novak Djokovic.
Boris Becker har udover Holger Rune også trænet Novak Djokovic. Foto: Daniel Bockwoldt/AFP/Ritzau Scanpix

Beckers begrundelse for bruddet med Holger Rune var lige netop, at han ikke mente, han kunne sikre at være der på de afgørende tidspunkter for danskeren.

»Hvis dette partnerskab skal være succesfuldt, så er jeg nødt til at kunne være meget mere til rådighed for Holger, end jeg kan. Af personlige og professionelle årsager, kan jeg ikke give Holger det, som han har brug for nu,« lød det på daværende tidspunkt fra Becker.

56-årige Becker er tidligere blevet idømt to og et halvt års fængsel for insolvesovertrædelser, og flere lande er derfor ikke meget for at lukke ham ind. 

For eksempel er han blevet nægtet adgang til England, USA og Australien og kan derfor ikke være med til Grand Slam-turneringerne Wimbeldon, US Open eller Australian Open.

Zverev er i øjeblikket placeret en enkelt plads over Rune på ATP-rangeringen som nummer seks i verden, men har tidligere været helt oppe som nummer to.