Den tidligere tennisstjerne Boris Becker talte i den grad lige ud af posen, da han gæstede BBCs Wimbledon-studie.

Her var den 50-årige tysker inviteret ind for at fortælle om de historier, der er blevet skrevet om ham i pressen på det seneste, skriver The Independent.

I juni 2017 blev han erklæret konkurs af en engelsk bank, men for nyligt er det kommet frem, at han har påberåbt sig diplomatisk immunitet, da Den Centralafrikanske Republik har udnævnt ham som sportsambassadør.

Og det talte han om i studiet sammen med værten Sue Barker og Martina Navratilova.

Boris Becker i aktion i 1985.
Boris Becker i aktion i 1985. Foto: Ukendt
Vis mere

Da sidstnævnte så jokede med, at alle burde få diplomatisk immunitet, så de ikke skal stå i kø ved paskontrollen, og at det var den eneste grund til, Becker ville have det, lød det fra den 50-årige tysker:

»Det var en af de ting, min ven sagde til mig. Din skiderik (bastard på engelsk, red.), nu skal du ikke stå i kø.«

Det lettere friske udbrud fik Sue Barker til at undskylde overfor seerne - dog med et smil. Og efterfølgende rettede hun opmærksomheden mod Boris Becker med ordene »Styr dit sprog fra nu af,« hvilket da også fik tyskeren til at indse sin brøler og undskylde.

Boris Becker fortalte inden udbruddet, hvordan hele aftalen med Den Centralafrikanske Republik kom på tale, men at der har været nogle problemer med papirarbejdet.

Noget, der igen har skabt overskrifter. Og det fik Sue Barker til, noget kækt at spørge, hvad der er med ham og papirer.

»Jeg blev spurgt af ambassadøren for Den Centralafrikanske Republik i starten af året, om jeg ville involveres på diplomat-niveau for at hjælpe landet med at komme tilbage på rette spor set fra et sportsligt perspektiv. Og jeg var beæret, og jeg mødtes med præsidenten et par gange i Bruxelles og Paris. Desværre kommenterede Udenrigsministeriet på, at mit pas skulle være falskt. Så jeg stillede de samme spørgsmål, for jeg vil gerne hjælpe landet, og jeg blev spurgt af præsidenten, og jeg er sikker på, han snart finder en løsning,« siger Boris Becker til BBC.

Boris Becker på tv.
Boris Becker på tv. Foto: PETER KNEFFEL
Vis mere

Siden det kom frem, at en engelsk bank havde erklæret den tidligere tennisstjerne konkurs, begyndte flere og flere sager at se dagens lys. Medier skrev om en gæld på op mod en halv milliard kroner, og der kom også historier frem om en ydmygende konfiskering af dyre biler på åben gade.

I takt med at historierne om den dårlige økonomi væltede frem, dukkede også historien op om, at den tidligere forretningspartner Hans-Dieter Cleven mente at have op mod 300 millioner kroner til gode fra Boris Becker.

I et interview med Neuen Zürcher Zeitung fortalte Boris Becker i november 2017 dog, at han følte, at han var blevet udnyttet af sin tidligere samarbejdspartner.

»Jeg skylder ingen penge til hr. Cleven. Fakta er, at han i øjeblikket skylder mig omkring 600.000 i sagsomkostninger. Alt andet er løgn og humbug,« lød det fra Boris Becker.

Med diplomatisk immunitet kan han ikke retsforfølges i Storbritannien, hvor han har flere sager af økonomisk karakter kørende.