Han har kun stået i hotellets milliondyre lobby i 10 sekunder, inden den første kommer hen til ham.
»Må jeg få et billede sammen med dig?«
Og han skal nærmest tvinges med videre. For han nænner ikke selv at sige nej, når folk vil have et glimt af ham.
Det siger alt om den situation, som den danske tenniskomet Holger Rune befinder sig i efter sit livs vildeste uge.

For efter sidste weekends gigantiske triumf ved Paris Masters, hvor den 19-årige dansker besejrede den serbiske legende Novak Djokovic, er hans liv blevet forandret for altid.
Forandret til et liv, hvor det meste af verdenen nu er på fornavn med ham.
Men det virker på ingen måde til at påvirke den unge dansker, da B.T. møder ham på ét af Torinos mest luksuriøse hoteller dagen før ATP-sæsonfinalerne, hvor han er førstereserve.
Her tager han plads ved bordet over for og retter lynhurtigt på sin kasket, der nærmest er blevet hans kendetegn, inden han sætter ord på den uge, han netop har været igennem.
»Det er jo vildt! Men jeg har overraskende nok været ret afslappet, for jeg sov en del efter finalen i Paris. Jeg har forsøgt at slappe lidt af med familien og ellers bare taget det lidt stille og roligt. Jeg havde lige brug for at holde tre dages fri,« lyder det fra den danske verdensstjerne.
Men selv om han gør et ihærdigt forsøg på at virke både cool og fokuseret på den opgave, der meget vel kan vente ham de kommende dage, er der alligevel ét punkt, der får det store smil frem.
Og her kan han heller ikke lade være med at rette sig op, læne sig frem på stolen og placere den ene hånd i bordet, mens han bruger den anden til at vise, hvor meget sidste weekends finalesejr betyder for ham.
»Det var en helt vanvittig aften. Specielt lige efter kampen var det en sindssyg forløsning og vanvittig følelse. Både det at vinde finalen, men også dét at slå Novak Djokovic. Det hele gik op i en højere enhed,« forklarer Holger Rune.

Kort efter nævner han da også selv det særlige øjeblik efter kampen, som er gået verden rundt.
Øjeblikket, hvor han smed ketsjeren, tog sig til hovedet og skyndte sig ud til sit team for at fejre triumfen.
»Jeg var meget bevæget. Det var al nervøsiteten og spændingen, som jeg havde haft før, under og efter kampen, der kom ud lige dér. Jeg får stadig kuldegysninger, når jeg tænker på det. Det var fuldstændig fantastisk,« lyder det videre.
Den unge superstjerne har dog ikke ret meget tid til at dvæle ved sit livs aften. For han er ikke rejst til den norditalienske storby for blot at nyde triumfen.
Og derfor skifter hans fokus da også hurtigt tilbage på sæsonfinalerne, hvor han på et splitsekund pludselig kan komme til at spille en hovedrolle.
»Havde du sagt det til mig for fem uger siden, at jeg ville sidde her, så havde jeg nok været ét stort smil og sagt, det var lidt vildt at sige. Men nu er jeg her, og det er en fantastisk følelse,« fortæller Holger Rune.
Han må dog indtil videre nøjes med rollen som tilskuer, da det i skrivende stund kræver et afbud fra én af de otte højest rangerede spillere på ATPs verdensrangliste de kommende dage, hvis han skal have et opkald, der er flere millioner kroner værd.
»Om jeg kommer til at spille eller ej, så ser jeg det stadig lidt som en win-win. Hvis min sidste kamp bliver den, jeg spillede i Paris, så er det også fedt,« siger danskeren, der er rejst til Støvlelandet for at holde sig klar i kulissen:
»Hvis nu det sker, så skal jeg bare være der. Jeg er klar i hvert fald.«