ALT kan nå at blive ændret på ét sekund de næste 24 timer.
For selv om den danske tennisstjerne Holger Rune i skrivende stund stadig er førstereserve til årets ATP-sæsonfinaler i Torino, der begynder søndag, vokser mystikken sig større og større omkring den 19-årige dansker.
I løbet af det kommende døgn er der nemlig mere end blot en gigantisk tennisoplevelse på spil i Rune-lejren.
For der er både ekstremt vigtige ranglistepoint og store millionbeløb inden for rækkevidde, hvis han pludselig får et opkald om en plads i turneringen.
Lige nu er tenniskometen blot et enkelt afbud fra én af de otte højest rangerede spillere på ATPs verdensrangliste, før han bliver en del af de prestigefyldte sæsonfinaler.
Og alt imens arrangørerne stadig er i fuld gang med at klistre plakater op af store navne som Rafael Nadal og Novak Djokovic langs den ikoniske arena Palasport Olimpico, er den danske verdensstjerne placeret i en ulidelig venteposition.
Her skal Holger Rune stadig holde sig klar og træne, som om han skulle på banen søndag. For det kræver hans rolle som førstereserve.
Og derfor træner han da også med alle de andre superstjerner i den norditalienske storby, ligesom han også skal igennem et menneskehav af tennisfans, når han skal til og fra sit hotel, hvor han bor side om side med Djokovic og Nadal.
Den krævende rolle som reserve er dog ikke ligefrem uden økonomisk gevinst.
Danskeren kan i hvert fald se frem til at modtage hele 1,1 million kroner fra arrangørerne – helt uden at slå ét eneste slag i turneringen.
Skulle det dog vise sig, at Holger Rune når at komme med i sæsonfinalerne på et afbud inden turneringsstart, så venter der danskeren hele 2,4 millioner kroner i startpenge.
Vinderen af turneringen kan i øvrigt se frem til over 16 millioner kroner, ligesom det vil resultere i over 35 millioner kroner direkte ind på bankkontoen, hvis én af spillerne går ubesejret gennem hele turneringen.
Hver sejr er nemlig ensbetydende med en check på 2,8 millioner kroner.
Ifølge reglerne kan den danske tennisstjerne stadig nå at få kampe ved turneringen, hvis én af de otte tilmeldte spillere bliver skadet undervejs og må erstattes af førstereserven.
Årets sæsonfinaler går i gang 13. november, hvor de otte højest rangerede spillere på ATPs verdensrangliste skal kæmpe om trofæet.
Efter Holger Runes triumf ved Paris Masters sidste weekend, hvor han besejrede superstjernen Novak Djokovic, har han taget et stort spring på verdensranglisten.
Danskeren ligger lige nu nummer 10 i verden, og efter et pludseligt afbud til sæsonfinalerne fra verdens nummer ét, Carlos Alcaraz, er Rune pludselig snublende tæt på en plads.
Du kan få hele overblikket over Holger Runes muligheder for at blive en del af sæsonfinalerne lige HER.
B.T. er rejst til Torino, og i videoen øverst kan du få en status på Holger Runes muligheder ved sæsonfinalerne.