»Nå, lad os bare starte. Jeg skal faktisk hurtigt videre til noget andet.«
Han har kun lige akkurat taget telefonen op til øret, før ordene ryger ud af munden på ham. Han har ikke ret meget tid, inden han skal på farten igen.
Ordene siger da også alt om det liv, den danske tennisstjerne Holger Rune befinder sig i lige nu, da B.T. fanger ham på telefonen.
Han har nemlig travlt. Helt ekstremt travlt.

For efter en vanvittig 2022-sæson, hvor han blandt andet har vundet tre ATP-titler og samtidig er braget op som nummer 11 i verden, er han på rekordtid blevet forvandlet til en verdensstjerne i en alder af blot 19 år.
Og derfor er han da også nomineret til 'sportens egen pris' – B.T. Guld, hvor 40 af Danmarks bedste atleter stemmer og dermed tildeler prisen – for sit vilde år.
Et år, som han på ingen måde havde forestillet sig kunne udvikle sig på den måde, som det gjorde.
»Jeg har altid høje forventninger til mig selv, men det er jo mit første år på ATP-touren, og jeg vidste ikke, hvad jeg gik ind til. Jeg skulle vænne mig til niveauet for at kunne spille op med de bedste spillere. Det tog noget tid,« siger danskeren fra sin bolig i det luksuriøse Monaco.
Han er netop landet, men han har kun 24 timer. For så venter den næste flyvetur. Den næste turnering.
Det er sådan, hans liv har formet sig i løbet af de seneste måneder. Og derfor er der også en vis selvsikkerhed i stemmen, da han fortsætter snakken om den svære start på året:
»Men o.k., så gik der tre måneder, og så kørte det. Så kunne jeg slå de bedste.«
Det var især under årets French Open, at stortalentet for første gang fejede gulv med flere af de største stjerner, da han skrev dansk idrætshistorie og nåede kvartfinalen i den prestigefyldte grand slam-turnering.

Alligevel er der ikke ét specifikt øjeblik, han vil pege på, når han selv skal sætte ord på, hvad der blev startskuddet til livet som superstjerne.
»Jeg har svært ved at udpege, hvad der helt konkret har gjort forskellen, for jeg har arbejdet hårdt hele året. Og alt gik så op i en højere enhed til sidst. Det er en masse små faktorer, der er lykkedes. Men alt det, jeg har brugt så meget tid på, kan stadig blive bedre,« slår Holger Rune fast, inden han tilføjer:
»Jeg har hele tiden forsøgt at blive mere og mere professionel. Min kost, fysikken og alt det uden for banen optimeres hele tiden. Det gælder om at skrue på de små knapper, og derfor er mit mål at blive én procent bedre hver eneste dag. Ligegyldigt hvad jeg laver. Og det virker.«
Der var dog ikke ret meget, der tydede på så massiv en opmærksomhed på Holger Rune fra hele verden, da den danske tenniskomet blev sendt til tælling under sommerens græsturneringer.

Et tidligt exit fra Wimbledon-turneringen fik nemlig de danske tennisfans til at tage sig til hovedet i frustration.
En frustration, der dog blev erstattet nogle få måneder senere, hvor Holger Runes største triumf kom i hus, da han slog tennisikonet Novak Djokovic i Paris Masters-finalen.
»Selvfølgelig har det været svært, vildt og udfordrende. Og der har været flere op- og nedture undervejs. Så vandt jeg nogle kampe, og så tabte jeg,« forklarer han, inden han afslutningsvis understreger én ting:
»Men jeg blev hele tiden ved med at tro på det. Og så sluttede jeg jo året vanvittigt stærkt. Det er jeg stolt af.«
Holger Rune er nomineret til B.T. Guld for sin 2022-sæson, der bød på tre ATP-titler, en grand slam-kvartfinale og et gigantisk spring på verdensranglisten fra nummer 103 til 11.
Dermed er han den anden ud af i alt tre danske atleter, der er blevet offentliggjort som nomineret til prisen.
Søndag blev Viktor Axelsen afsløret som den første nominerede, og du kan læse et stort interview med badmintonstjernen lige HER.
Tirsdag kan du læse et stort interview på bt.dk med den sidste af de tre nominerede.
'Sportens egen pris' uddeles 7. januar ved SPORT 2022-showet i Herning.
