Holger Rune skreg sine frustrationer ud fredag aften dansk tid, da han tabte kvartfinalen ved ATP-turneringen i Chile.

Det var Federico Delbonis, der slog den 17-årige dansker ud, og han gav ham efterfølgende nogle råd med på vejen.

»Holger Rune er et stort talent, der helt sikkert kan nå meget langt. Jeg tror ikke, at der går lang tid, før han befinder sig i top-100. Han er meget ung og dygtig allerede nu, men kan stadig udvikle sig meget,« sagde argentineren til TV 2 Sport og fortsatte:

»Han har et stort temperament, som han skal lære at styre til sin fordel. Fredag kunne jeg udnytte, at han blev frustreret. Hvis han vil lære at styre det, kan det være en god idé at hyre en mentaltræner. Tennis er et spil, der foregår meget oppe i hovedet.«

Federico Delbonis mener, at danskeren skal arbejde med sit temperament. 
Federico Delbonis mener, at danskeren skal arbejde med sit temperament.  Foto: MAURO PIMENTEL
Vis mere

Federico Delbonis, der er nummer 86 på verdensranglisten, slog Holger Rune med 2-0 i sæt. Danskeren, der er nummer 410 i verden, havde dog alligevel ære af kampen.

Den danske tennisspiller er ikke enig med sin overmand. Han mener ikke, at han har et problem med sit temperament.

»Jeg synes ikke, at jeg har et problem med min attitude. Hvis du ser Rafael Nadal, er der også masser attitude. Hvis Delbonis føler, at han kan udnytte det, er det selvfølgelig lidt ærgerligt, men det en del af mit spil.«

Holger Rune siger afsluttende til TV 2 Sport, at han bruger sine udbrud til at tilføre sit spil en ny omgang energi i løbet af kampene.

Den unge dansker spillede en flot turnering i Chile. Han var således den første spiller fra årgang 2003 til at nå en kvartfinale i en ATP-turnering. Undervejs slog han ligeledes nummer 29 på verdensranglisten ud.