Det er ikke kun Clara Tauson, der lige nu buldrer derudaf og viser dansk tennis frem på fornem vis.

Også danske Holger Rune imponerer, og det resulterer nu i et stort spring på verdensranglisten.

Han hopper næsten 100 placeringer og er nu nummer 317.

For en uge siden lå Holger Rune nummer 410, og det er første gang i karrieren, at han er så højt oppe på listen.

Det er sidste uges resultater i ATP-turneringen i Chile, der har gjort forskellen for Holger Rune.

På gruset i Chile vandt 17-årige Holger Rune fem kampe - tre i kvalifikationen og to i hovedturneringen.

Den største præstation leverede den danske teenager i ottendedelsfinalen, hvor det blev til en sejr over den franske topspiller Benoît Paire, der på kamptidspunktet var nummer 29 i verden, men nu er nede som nummer 31.

Det endte dog med et nederlag i kvartfinalen til den argentinske grusspecialist Federico Delbonis. Argentineren vandt med cifrene 6-3, 6-3.

Den bedst placerede dansker på herresiden er Mikael Torpegaard som nummer 191. Han er røget en enkelt placering ned i forhold til sidste uge.

Serberen Novak Djokovic er fortsat nummer et, mens russeren Daniil Medvedev er ny toer. Spanske Rafael Nadal er røget ned som nummer tre.