»Din fucking ludersøn. Du kommer til at blive dræbt af en sløv kniv.«

Det er ordlyden på en besked, som tennisstjernen Holger Runes mor, Aneke, har delt på sin Instagram-story. 

Beskeden er målrettet Rune i kølvandet på hans nederlag til Casper Ruud ved ATP-turneringen i Acapulco i Mexico.

'Hvis der er nogen, der kender den her idiot (se mailen øverst), så fortæl ham, at det er ulovligt at sende dødstrusler,' skriver hun i sit opslag. 

Aneke Runes opslag. 
Aneke Runes opslag. 
Vis mere

Overfor B.T. uddyber Aneke Rune sin frustration over de mennesker, der sender beskeder som disse, når de har tabt penge på et væddemål. 

»Det er helt grotesk. Holger har jo heldigvis vundet en del i år, så vi har ikke fået så mange.«

»Denne her var så langt ude, at jeg tænkte den kunne bruges præventivt til de bettere derude, der nok er ærgerlige over, de har tabt penge, de selv har valgt at spille med, men de glemmer i et emotionelt øjeblik, at det ER ulovligt at fremsætte trusler og i særdeleshed dødstrusler,« skriver hun i en besked. 

Hun er træt af, at folk gemmer sig bag anonyme profiler og vil med sit opslag løfte en pegefinger, fordi man som afsender hurtigt kan få en anmeldelse på nakken,  der i yderst konsekvens kan blive til et plet på straffeattesten, lyder det. 

»Folk tror generelt, de kan gemme sig bag falske profiler på de sociale medier, men så let er det heldigvis ikke at skjule sig, hvis først man skrider til anmeldelse. Mit opslag var egentlig ment til, at der forhåbentlig er nogen, der har deres fremtidige muligheder for kær til at falde ned på et niveau som det her,« lyder det fra Aneke Rune. 

Hun fortæller, at de tidligere har politianmeldt lignende trusler. 

»Vi har gjort det en gang for nogle år siden, da det var nyt for os med dødstrusler. Men vi valgte ikke at følge anmeldelsen til dørs, da vi fandt ud af, hvor dygtige politiet er til at spore afsenderen. Det gav en ret god tryghed,« siger hun. 

Rune tabte et tæt opgør til Ruud i semifinalen, og du kan læse B.T.s dom her.