Efter tiebreak i tredje og afgørende sæt kunne Holger Rune strække armene i vejret og fejre sin største sejr.

Tennistalentet Holger Rune sikrede sig søndag karrierens hidtil største turneringssejr.

Det skete, da den 18-årige dansker slog argentinske Marco Trungelliti i finalen i Challenger-turneringen i italienske Biella.

Den unge dansker slog sin langt mere rutinerede modstander med 6-3, 5-7, 7-6. Sidste sæt blev afgjort i en gyser-tiebreak.

Turneringssejren i Biella er Holger Runes første på Challenger-niveau, som rangerer under ATP Touren.

Det var anden gang, at de to spillere mødte hinanden, og begge gange har Rune trukket sig sejrrigt ud.

Selvom Trungelliti er godt 50 placeringer over Rune på verdensranglisten, var det den unge dansker, der efter en jævnbyrdig indledning overtog styringen på gruset i Biella.

I første sæt fulgtes de to spillere pænt ad frem til 3-3, hvorefter det to gange lykkedes Holger Rune at bryde modstanderens serv, så danskeren kunne lukke første sæt efter 39 minutter.

Andet sæt begyndte med et lille tilbageslag for Rune, da Trungelliti brød hans serv, men danskeren slog hurtigt tilbage, så stillingen var 1-1. Herefter var der stillingskrig frem til 5-5, hvor Rune igen smed et serveparti.

I tredje sæt gik det galt for Holger Rune, da han skulle serve tredje gang, men den unge dansker holdt modet oppe og brød tilbage på argentinerens fjerde serv.

Senere i sættet brød de to hinanden en gang mere, og så skulle det hele afgøres i tiebreak. Her brød de to hinandens server flere gange, men Holger Rune trak det længste strå og vandt tiebreaken med 7-5.

Danskeren kastede sig om i gruset i kombineret udmattelse og glæde.

/ritzau/