Følelserne sad helt ude på tøjet for Holger Rune i kvartfinalen mod Casper Ruud. Måske for mange følelser.

Holger Rune var stiktosset ved stillingen 3-4 i tredje sæt og råbte »forlad!« hele seks gange til sin mor på tribunerne. Det resulterede i, at Aneke Rune forlod sin plads på Court Philippe Chatrier.

Efterfølgende har Rune også været udsat for skarp kritik af sin norske modstander, og nu erkender danskeren, at han vil forbedre sig.

'Jeg lægger meget passion i mit arbejde, fordi det er sådan, jeg er. Jeg er stolt af min udvikling, og jeg kan også se, at der er ting, der skal blive endnu bedre. Jeg fandt ikke mit niveau i kvartfinalen, og det er frustrerende,' skriver Rune på Instagram og fortsætter:

'Jeg burde være i stand til at finde en måde at vinde på, og det kræver mere følelsesmæssig kontrol. Jeg er klar over dette og vil forbedre mig.'

'Tak til mit fantastiske hold, min familie, sponsorer og en særlig tak til mine fans og supportere fra hele verden, der altid er der. I gode og dårlige tider.'

På Twitter har det danske stjerneskud også udtalt sig om episoden, hvor Aneke Rune rykkede op på tribunerne.

'Jeg elsker min mor, og jeg sender hende ikke væk. Når jeg er frustreret, kan det hjælpe, at enten min mor eller træner lister af, så jeg ikke har to at referere til. Hun smuttede også på et tidspunkt i kampen mod Stefanos (Tsitsipas, red.) for at give mig ro. Det styrer hun. Ikke jeg,' skriver 19-årige Rune.

B.T. var i øvrigt på plads i Paris til den dramatiske kamp, og du kan læse en dom over Holger Runes præstation lige her.