Jo flere dage de får sammen, jo bedre. Sådan har de det i hvert fald.

De to barndomsvenner Clara Tauson og Holger Rune har begge sat kurs mod et gruseventyr i Paris.

For med de to danskere videre til tredje runde ved French Open er der som minimum drysset dansk stjernestøv ud over de berømte grusbaner et par dage endnu.

Noget, som da også har skabt stor glæde i de to tennislejre.

Clara Tauson er klar til tredje runde ved French Open.
Clara Tauson er klar til tredje runde ved French Open. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Stortalenterne bruger nemlig tid sammen i den franske hovedstad, når det travle grand slam-program tillader det.

Det fortæller Clara Tauson i et interview med B.T.

»Vi er glade og håber for hinanden, at vi begge gør det godt. Vi hygger jo bare. Det er dejligt, at vi er to danskere til denne her turnering, så vi kan snakke lidt dansk sammen,« lyder det.

Holger Rune fortalte tidligere på ugen, at de to barndomsvenner havde planer om at tage ud at spise sammen i løbet af turneringen.

Holger Rune er ligeledes videre til tredje runde i Paris.
Holger Rune er ligeledes videre til tredje runde i Paris. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

En turnering, hvor Clara Tauson lynhurtigt sender den rød-hvide favoritværdighed over på sin landsmand, når snakken falder på, hvem der kommer længst i den franske hovedstad.

»Vi har ikke noget væddemål kørende, men han er jo top-10-spiller. Det er mere ham, der skal vinde. Nu kan jeg lige putte lidt ekstra pres på ham,« griner hun.

Clara Tauson skal fredag i aktion igen, når russiske Elina Avanesyan er modstanderen.

Holger Rune skal derimod først spille sin tredjerundekamp lørdag. Her møder han argentinske Genaro Olivieri.