Uroen ulmer i disse dage på tennisherrernes ATP Tour under en turnering i Miami.

Det kom til udtryk, da den canadiske tennisspiller Vasek Pospisil natten til torsdag kom med et pludseligt angreb på ATP Tourens formand, Andrea Gaudenzi, midt under en kamp.

Pospisil var i problemer i første sæt mod den amerikanske kvalifikationsspiller Mackenzie McDonald, og i arrigskab slog canadieren bolden ud af banen og smadrede sin ketsjer.

Da kampens dommer spurgte, hvad der var galt, kom Vasek Pospisil med et verbalt angreb på ATP Tourens formand.

»I halvanden time i går, formanden for ATP …« skreg af mig under et spillermøde for at prøve at forene spillerne.

»I halvanden time – lederen af ATP. Få ham herud. Hvorfor støtter jeg det her?« råbte Vasek Pospisil.

Årsagen er formentlig, at canadieren sidste år sammen med verdensetteren, Novak Djokovic, var med til at starte De Professionelle Tennisspilleres Forening (PTPA).

PTPAs blev startet med det formål at give spillerne en endnu større stemme i tennissporten. Dermed var PTPA en potentiel konkurrent til ATP.

Vasek Pospisil endte med at tabe kampen til den amerikanske Mackenzie McDonald, og bagefter undskyldte den 30-årige canadier sit angreb på ATP Tour-formanden, Andrea Gaudenzi.

'Jeg disrespekterede det spil, jeg elsker, og jeg beklager dybt.'

'For at forklare mig, så var jeg foruroliget over et møde mellem spillerne og ATP-lederne aftenen før, og jeg undervurderede, hvordan disse følelser fortsat sad i mig, da jeg gik på banen i dag,' skriver Pospisil på Twitter.

Canadieren er dog ikke den eneste, der har ytret sig negativt om ATP Touren på det seneste.

I februar kaldte den amerikanske tennisspiller John Isner ATP Touren for et »ødelagt system«, efter at flere ATP Tour-turneringer har skåret kraftigt i præmiepengene.

I turneringen i Miami er førstepræmien faldet fra 8,5 millioner kroner til omkring 1,9 millioner kroner i år.

Isner efterlyste i februar en gennemgang af turneringens økonomi og mere gennemsigtighed. Natten til torsdag trak den 35-årige amerikaner en smule i land.

»For nogle spillere handler det ikke så meget om pengene, tror jeg. Vi ønsker ikke, at det skal handle om det.«

»Måske handler det mere om, at spillerne ønsker mere viden om strukturen på touren, og hvorfor man træffer bestemte beslutninger,« siger John Isner.

Verdensranglistens nummer 28 indrømmer dog, at han helst så, at der var endnu større pengepræmier end nu.

»Vi ville gerne spille om mere, men vi har også forståelse for, at der ikke er så store billetindtægter, og det går ud over, hvad der ender hos spillerne,« siger han.

»Der er spillere, der ikke forstår, at præmiepengene er faldet så meget. Touren har lavet en strategi, hvor de indledende runder er på nogenlunde samme niveau som tidligere, men i kvartfinalerne, semifinalerne og finalerne er de faldet ret meget.«

»Topspillerne er blevet hårdt ramt på det seneste, når det kommer til præmiepenge,« siger Isner.

/ritzau/AFP