Danske tennisfans har allerede sat kryds i kalenderen.

For til februar er Caroline Wozniacki atter tilbage på tennisbanen, når hun skal spille sin længe ventede afskedskamp i Danmark.

Men det bliver dog en anden modstander, som den danske tennisstjerne skal stå over for, end den oprindelige plan egentlig lagde op til.

For det bliver nemlig tyskeren Angelique Kerber, som møder Caroline Wozniacki i den udsolgte afskedskamp.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Oprindeligt var det meningen, at modstanderen skulle være danskerens veninde Serena Williams, men det kommer efter dagens udmelding ikke til at ske.

Og netop fraværet af den amerikanske verdensstjerne har da også fået flere tennisfans til at undre sig på de sociale medier.

Faktisk spekulerer flere nu i, om torsdagens melding skyldes, at Serena Williams' nuværende skade er værre end først antaget, da kampen først finder sted om mere end fire måneder, eller om amerikaneren sågar har planer om at stoppe karrieren inden da.

Det viser en gennemgang på Twitter, hvor Caroline Wozniacki har delt nyheden om sin afskedskamp. Du kan se et udpluk af kommentarerne herunder:

  • 'Hvorfor er det ikke Serena?'
  • 'Vi har ventet på kampen mod Serena'.
  • 'Det er kun fair, at det er Serena, der er der til at lave skabe nogle mindeværdige øjeblikke'.
  • 'Få lige Serena Williams på i stedet'.
  • 'Sagde du ikke, det skulle være imod Serena?'
  • 'Er Serena gået på pension?'
  • 'Var den oprindelige plan ikke en kamp imod Serena Williams?'

Wozniacki med far Piotr og manden David efter karrierestopppet i 2020.
Wozniacki med far Piotr og manden David efter karrierestopppet i 2020. Foto: GREG WOOD
Vis mere

Det er 9. februar i 2022, at de mange danske tennisfans endelig få lov til at sige farvel til Caroline Wozniacki, der stoppede karrieren i januar 2020 efter Australian Open, når afskedskampen afvikles i Royal Arena i København.

Showkampen var egentlig planlagt til at blive spillet i 2020, men coronakrisen kom i vejen, og derfor endte kampen med at blive udskudt to år.

Bag sig har 31-årige Caroline Wozniacki efterladt sig en perlerække af store præstationer. I 71 uger formåede hun nemlig at ligge nummer et i verden, mens det ligeledes i løbet af karrieren blev det til hele 30 WTA-titler.

Den største triumf kom dog, da hun vandt karrierens første og eneste grand slam i 2018 ved at besejre Simona Halep i finalen ved Australian Open.