Nedturene har stået i kø hos Frederik Fetterlein.
Skandaler, konkurser, kæmpe gæld og senest dømt for hæleri. Den tidligere tennisspiller har oplevet lidt af hvert siden karrierestoppet i 2004.
Men noget tyder på, at det er slut med at skeje ud og ufrivilligt lande på forsiden hos landets medier.
For den 54-årige tidligere reality-deltager har nemlig lagt sit liv fuldstændig om, fortæller han i et interview med B.T.
Glamour, vilde fester og champagne i lange baner er nemlig for længst blevet erstattet med en meget mere rolig tilværelse.
En tilværelse, hvor han er vendt tilbage til det, der gjorde ham kendt for snart 37 år siden.
»Jeg spiller jo nærmest mere tennis, end jeg nogensinde har gjort. For jeg er træner i Køge Tennisklub. Alt handler om tennis. Fra morgen til aften,« siger han og fortsætter:
»Jeg lever et meget normalt liv nu. En masse faste rutiner, hvor jeg træner og bruger tid med min kæreste og børn. Det hele fungerer.«
Én af årsagerne til, at Frederik Fetterlein har parkeret det glamourøse liv, er blandt andet, at han nu for første gang føler, at alderen har indhentet ham.
Ikke fysisk. Men modenheden har ramt ham efter 52 år, indrømmer han.
»Jeg har været lang tid om at blive voksen, og jeg har prøvet alle mulige ideer. Men for halvandet år siden tænkte jeg: ' Nu vil jeg have ro i livet'. Så jeg er gået tilbage til det, jeg kan finde ud af,« lyder det videre.
Det er dog ikke, fordi tilbuddene om at genoptage det vilde liv ikke er der.
Faktisk bliver han stadig bombarderet med henvendelser.
Forskellen er bare, at han ikke længere har et stort behov for at vende tilbage.
»Jeg er jo stadig et kendt ansigt, så jeg bliver inviteret til pis og lort hele tiden. Men det, jeg har lært, er, at der altid vil være fristelser i livet. Jeg er bare meget mere fornuftig end i gamle dage. For der har været mange dumheder,« erkender Frederik Fetterlein.
Han ville dog lyve, hvis han påstod, at han ikke indimellem tænker på det luksuriøse liv, han engang levede:
»Jeg kan da godt savne, at der kom lidt fut på, for jeg har jo levet et skørt liv. Du ved... lige sidde på en strand i Monaco og drikke champagne.«
Der skal dog meget til, før det kommer til at ende sådan igen, slår han fast:
»I min lille verden har jeg lige nu kun brug for at have nogle folk omkring mig, jeg kan stole på. For de har været en kæmpe støtte.«
»Så kan det godt være, jeg skejer ud om nogle år,« joker han til sidst.