Hvorfor ikke slå WTA og ATP sammen, spørger den schweiziske tennisprofil Roger Federer. Flere andre er enige.

Tennisstjernen Roger Federer foreslår at slå herre- og dametennis sammen.

Det sker i et tweet onsdag.

»Jeg taler ikke om at slå kampene på banen sammen, men om at sammensmelte organisationerne, der styrer damernes og herrernes tour,« lyder det fra Roger Federer.

Tennissporten er delt op, så ATP styrer herrernes tour, og WTA kører damernes.

Men med coronavirussen hærgende, og fordi tennissporten på grund af den er hårdt presset, er tiden måske inde til at tænke på en sammensmeltning.

»Overvejer bare: Er jeg den eneste, der tænker, at tiden er inde til at forene herre- og dametennis og stå sammen som én«, skriver Roger Federer.

Schweizeren har selv vundet 20 grand slam-titler i karrieren.

Rivalen Rafael Nadal, der har vundet 19 grand slam-titler, støtter Federer i forslaget.

»Jeg er helt enig i, at det vil være fantastisk at komme ud af denne verdenskrise ved at slå mændenes og kvindernes tennis sammen til kun en organisation,« skriver Nadal på Twitter.

Stanislas Wawrinka, Nick Kyrgios og Simona Halep ytrer sig også positivt om Federers forslag.

Wawrinka fortæller på Instagram i en samtale med Chris Evert, at ATP-formand Andrea Gaudenzi allerede har talt om mulighederne for en strukturændring.

Også Billie Jean King, som i 1973 var med til at stifte WTA, støtter forslaget. Hun har været fortaler for den idé i årtier, lyder det fra legenden.

»Jeg er enig. Det har jeg sagt siden 1970'erne. En stemme, kvinder og mænd sammen, har længe været min vision for tennissporten. WTA på egen hånd har altid været plan B.«

»Jeg er glad for, at vi har samme mål. Lad os få det til at ske,« skriver hun på Twitter.

Tennissæsonen blev suspenderet i marts, og kommer tidligst i gang igen i midten af juli.

Det betyder, at lavere rangerende spillere, der udelukkende lever af præmiepenge, er i store problemer.

ATP, WTA, Det Internationale Tennisforbund og arrangørerne af de fire grand slam-turneringer vil støtte de lavere rangerende spillere, der er særligt hårdt ramt af krisen.

/ritzau/