Tennisspilleren Camila Giorgi får i disse dage stor opmærksomhed.

Og det handler ikke om sporten, men en række billeder, hun har delt på sin Instagram-profil.

Siden juleaften har den 29-årige italiener delt en serie af sig selv i undertøj, og det har fået flere fans til at undre sig.

'Godt nytår. En ny start,' skriver Camila Giorgi nemlig til et af billederne, og det har fået flere i kommentarsporene til at spekulere i, om det betyder, hun kommer til at have mindre og mindre fokus på tennis fremover. Det skriver det australske medie News.

Den 29-årige italiener ligger lige nu nummer 75 på verdensranglisten. Hun har tidligere været oppe at blande sig i top-30, da hun i efteråret 2018 lå nummer 26.

Camila Giorgi, der har 308.000 følgere på Instagram, skal efter planen deltage i årets Australian Open, og spørgsmålet er så, om det bliver en af hendes sidste turneringer.

»Alle har jo ret til at gøre med deres liv, hvad de vil. Men vi vil gerne bruge de ord, Maria Sharapova kom med for nogle dage siden: 'Jeg blev ved med at få opmærksomhed, men ikke for mit spil. Så indså jeg, at det var på tide at stoppe,'« lyder det fra den italienske journalist Stefano Cagelli til Tennis Fever med henvisning til, at Maria Sharapova også før delte private billeder.

»I forhold til Camila Giorgi kan man begynde at tænke over, om hendes mål stadig er at forbedre sig på tennisbanen, eller om hun har noget andet i tankerne,« skriver Cagelli.

Camila Giorgi er ikke den eneste tennisspiller, der har fået opmærksomhed for at dele modellignende billeder på Instagram.

Det samme har Genie Bouchard, der tidligere har skullet høre for, at hun brugte for meget tid på photoshoots og sociale medier.

»Det (billederne, red.) er en mere kreativ del. Det er nyt og spændende for mig, så jeg nyder det. Men det er også arbejde. Det er noget af det, folk tror om mig. Det generer mig ikke, men jeg understreger lige, hvad der er fakta. Jeg kan ikke engang huske, hvornår jeg sidst har lavet et photoshoot,« sagde hun sidste år til påstandene om, at hun ikke lavede andet end modelarbejde.

Også australske Angelina Graovac har fået opmærksomhed for sine sociale medier de sidste par uger. Hun er begyndt at sælge letpåklædte billeder af sig selv på sitet OnlyFans.