Tennisspilleren Holger Rune kan måske se frem til at være hovedperson i en uheldig sag.

Det skyldes, at ATP har åbnet en sag mod den 18-årige dansker, efter han råbte homofobiske skældsord under en semifinale ved en turnering i Italien lørdag eftermiddag.

Det bekræfter tennisorganisationen i et skriftligt svar til TV 2 Sport mandag.

'ATP er engageret i at sikre et inkluderende miljø for alle spillere, ansatte og fans, og der er absolut ingen plads til homofobiske bemærkninger i tennis,' skriver en talsperson fra ATP i en mail, inden den fortsætter:

Foto: Alberto Valdes
Vis mere

'I henhold til sektion 8.04 N. 2 i Player Code of Conduct er ATP i gang med at undersøge kommentarerne af Holger Rune under en kamp lørdag 5. juni 2021 i ATP Challenger 80 i Biella, og enhver beslutning vil kommunikeres ud til den tid.'

ATP understreger samtidig, at der ikke er plads til homofobiske skældsord i sporten på nogen som helst måde.

Alle de uheldige ord fra Holger Runes mund blev fanget på kamera. Og det er tydeligt, at den unge dansker ikke kun brugte skældsord en gang i løbet af semifinalen.

'Din kussespiller, mand,' og 'Du kan kraftedeme ikke noget selv! Du går bare og spiller bøsserøv,' kom således ud af tennisspillerens mund.

Foto: Alberto Valdes
Vis mere

Holger Rune endte med at vinde challenger-turneringen i Italien. Det var en realitet søndag eftermiddag, efter danskeren havde besejret Marco Trungelliti i et regulært finaledrama.

Efterfølgende undskyldte danskeren for sin opførsel under lørdagens kamp. Det skete i et interview med TV 2 Sport.

»Ja, 100 procent. Jeg elsker forskelligheder. Jeg har ingenting imod bøsser og lesbiske. Ingenting. Det var bare lige i momentet. Jeg kunne lige så godt have sagt tissemyre, vasketøj, pis eller noget helt andet. Det var slet ikke for at såre ham eller såre nogen overhovedet,« sagde han blandt andet.

Den uheldige episode får ikke konsekvenser for Holger Runes plads på det danske tennislandshold. Det slog sportschefen i Dansk Tennis Forbund, Jens Anker Buus Andersen, fast søndag aften.