Det danske stortalent Holger Rune bliver nu straffet for sine homofobiske tilråb, han kom med 5. juni.

Han er nemlig blevet tildelt en bøde på 1500 euro – svarende til cirka 11.000 danske kroner – for sine udbrud i en kamp.

Det oplyser en talsperson for ATP, der er herrernes internationale tennisorganisation, til TV 2 Sport.

'Din kussespiller, mand! Du kan kraftedeme ikke noget selv! Du går bare og spiller bøsserøv!', lød det blandet andet fra det 18-årige tennistalent i kampen mod argentineren Thomas Etcheverry ved challengerturneringen i italienske Biella.

Efterfølgende har ATP så vurderet, at Rune overtrådte organisationens adfærdsregler.

Men tennisorganisationen har i sin dom dog hæftet sig ved, at danskeren har undskyldt for episoden og ikke har en historik med bøder, skriver TV 2 Sport videre.

'Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige undskyld for de grimme ord, som jeg sagde til mig selv i min semifinale,' skrev Holger Rune i et opslag på Instagram for lidt over en uge siden.

Danskerens udbrud blev råbt på dansk, og han fastholder stadig, at de var rettet mod ham selv.

Holger Rune endte med at vinde challengerturneringen i Italien.