Novak Djokovic er sikker på, at tennisfans verden over får meget mere at se til Holger Rune fremover.

Den 18-årige danske tennisspiller Holger Rune er en kommende stjerne.

Det siger verdensetteren Novak Djokovic efter sin sejr over danskeren i første runde af US Open i tennis.

- Han er en god fyr og en kommende stjerne.

- Han fortjener et stort bifald. Det er uheldigt, at han skulle igennem det, siger Djokovic med henvisning til, at Holger Rune fik krampe i benet allerede i begyndelsen af tredje sæt.

- Han spillede godt i andet sæt, da det gjaldt, og jeg servede ikke særligt godt i de afgørende øjeblikke i andet sæt.

Novak Djokovic mener, at det er svært at tale om kampen efter tredje sæt, fordi Holger Rune var så plaget af krampe.

- Det er svært at tale om kampen efter tredje eller fjerde parti i tredje sæt, for fra da af kunne han ikke bevæge sig særlig meget. Derfor er det svært at tale om præstationen, siger Djokovic.

I samme ombæring afslører den 34-årige serber, at han også oplevede at blive ramt af krampe ind i mellem, da han selv var ung.

- Det skete faktisk oftere, da jeg var ung, fortæller han.

- Man kunne se, at han havde det meget svært. Jeg føler med ham. Jeg håber, at han snart er på benene igen, siger verdensetteren om Holger Rune.

- Han vil vende stærkere tilbage, og jeg er sikker på, at vi kommer til at se meget til ham i fremtiden.

Djokovic slog Holger Rune 6-1, 6-7, 6-2, 6-1 i første runde af US Open i New York City natten til onsdag dansk tid.

Mens Novak Djokovic jagter sin 21. grand slam-titel, var kampen mod Djokovic den unge danskers grand slam-debut.

/ritzau/