De nåede at være kærester i omkring to år.

Nu bekræfter Eva Harlou over for Se og Hør, at hendes forhold til tennis-profilen Kenneth Carlsen er slut.

»Vi er ikke kærester. Det har vi ikke været et godt stykke tid,« siger hun uden at gå ind i de nærmere omstændigheder.

Den 46-årige arkitekt og tidligere tv-vært fortalte i 2021, at de havde mødtes til en fødselsdag, hvor de begge var med som gæster.

Kenneth Carlsen har siden karrierestoppet i 2007 været træner og tv-ekspert, og han er netop rejst til Australien, hvor han skal hjælpe Holger Rune med at få succes i starten af den nye sæson.

Rune har lige fået en aftale med Roger Federers mangeårige træner, men han kan først komme senere, og derfor blev Carlsen hidkaldt.

»Severin (Lüthi, Holger Runes nye træner, red.) kommer først til Melbourne 8. januar, så Kenneth er med i Brisbane. Det er det samme hold, som vi havde til UTS-turneringen i London. Kenneth, Lapo Becherini, Mike James og den nye behandler Louis fra Mouratoglou-akademiet,« fortæller komentens mor og manager, Aneke Rune, til B.T.