Al konkurrenceaktivitet i tennisverdenen er på grund af corona-pandemien indstillet frem til 8. juni.

Nyheden har ramt det 16-årige danske tennistalent Holger Rune ekstremt hårdt.

»Holger blev meget stille, da han så den seneste opdatering. Det gjorde ondt,« siger hans mor og manager, Aneke Rune, til B.T. og tilføjer:

»Der er nogle, der har så stor en kærlighed til sporten og det, de laver, at det gør ondt helt ind i hjertet. Og det gælder ikke kun i sporten, men også folk i erhvervslivet. Jeg blev rigtig ked af det, da jeg så Holgers nedslåede ansigtsudtryk forleden. Han elsker jo virkelig sin tennis.«

Holger Rune sammen med sin mor og manager, Aneke Rune.
Holger Rune sammen med sin mor og manager, Aneke Rune. Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Midt i mørket byder Holger Runes hverdag dog på lyspunkter.

»Heldigvis er der fantastiske velvillige danskere med private tennisbaner, der gerne vil hjælpe Holger. Så når vejret bliver lidt varmere, kan vi måske komme ud at stå på en bane igen,« siger Aneke Rune.

Hun følger sin søn i tykt og tyndt på hans rejser rundt om i verden. Blandt andet forlod de for kort tid siden tennistræneren Patrick Mouratoglous akademi i Nice, da det var tvunget til at lukke ned.

»Vi blev tilbudt en lejlighed med tennisbane dernede, indtil alt blev normalt igen. Men da de lukkede grænserne til Tyskland, og vi ikke – i worst case – bare kunne køre hjem, så syntes jeg, det var for risikabelt at blive. Vi har jo også både far og søster Alma hjemme, og træner Lars har sin familie og gamle forældre. Så det ville være usmart at blive fanget, hvis der opstod krisesituationer,« siger Aneke Rune.

Holger Rune ved præmieoverrækkelsen efter at have vundet drengesinglefinalen ved French Open 2019 i Paris.
Holger Rune ved præmieoverrækkelsen efter at have vundet drengesinglefinalen ved French Open 2019 i Paris. Foto: Anne Parker
Vis mere

Hun håber, at coronakrisen snart er ovre.

»Jeg ved ikke, hvad jeg skal tænke. Det er forfærdeligt for hele verden, og ikke mindst går vores tanker til alle de fantastiske italienere, der kæmper en brav kamp mod corona, og alle de lande, der måske snart kan stå i samme situation som Italien og Kina. Det berører naturligvis Holger, da han har venner i hele verden. Hvad kan man forlange i disse tider? Jeg ville naturligvis ønske, at jeg kunne tilbyde Holger en tennisbane lige nu. Det er Holgers arbejdsplads og hans liv og hjerte. Det er barske tider, og når man som Holger har hele verden som sit andet hjem, så kan vi kun takke alle de mennesker, der er involveret i at redde menneskeliv, og alle dem, der arbejder benhårdt på at få os tilbage til det liv og den verden, vi elsker,« siger Aneke Rune.

Hvis ikke der havde været coronakrise, skulle Holger Rune i april have spillet et par Challenger-turneringer i Mexico.

»Det er svært at se to-tre måneder frem. Personligt er jeg optimist. Så forhåbentlig bedrer situationen sig så meget, at hverdagens mange restriktioner lempes i løbet af en måneds tid. Lige nu vil jeg ikke udelukke, at Holger stiller op i Wimbledons juniorturnering, selvom han jo egentlig havde besluttet sig for fremadrettet kun at satse på senior-tennis. Men jeg kan altså godt forestille mig, at der efter den igangværende pause bliver ekstraordinær rift om deltagerpladserne ved seniorturneringerne,« siger Aneke Rune.