Caroline Wozniacki har været ved tasterne.

Tirsdag blev det annonceret, at den tidligere tennisdarlings afskedskamp mod Serena Williams er blevet udskudt på grund af coronavirus.

Wozniacki forklarede selv i annonceringen, at der ikke var andre valg. Og nu har Caroline Wozniacki selv skrevet en personlig hilsen til sine følgere.

'Jeg er ked af at måtte meddele, at min afskedskamp er blevet udsat. Men alles sikkerhed og sundhed er vigtigst!', skriver hun på sin Instagram.

Opgøret mellem Wozniacki og Williams med titlen 'The Final One 2020' skulle ellers have markeret et storslået punktum for den danske tennisstjernes karriere. Kampen skulle have fundet sted den 18. maj i Royal Arena i København.

Statsminister Mette Frederiksen (S) sagde mandag, at store forsamlinger forbydes til og med august, hvorfor kampen i første omgang ikke bliver til noget.

I stedet arbejdes der på at finde en ny dato for kampen, hvilket Caroline Wozniacki selv understreger i sit opslag.

'Vi giver besked, så snart vi har en ny dato på plads. Hvis man allerede har købt billet til den udsolgte kamp, vil jeres billet stadig gælde, når vi har fundet en ny dato. I mellemtiden pas på jer selv og tak for al støtte,' skriver Caroline Wozniacki.

Caroline Wozniacki.
Caroline Wozniacki. Foto: KIM HONG-JI
Vis mere

Tirsdag talte B.T. med direktør hos arrangøren f Sports Group, Mads H. Frederiksen, som sagde, at der 'arbejdes på højtryk for at finde en ny dag'.

»Vi håber, det kan blive i oktober på et tidspunkt. Så vi prøver lige at få det hele til at lykkedes nu.«

»Det vil stadig være i Royal Arena. Caroline vil meget gerne, og så skal vi jo også lige have det til at passe med Serena. Hun skal have den sidste kamp. Det kan ikke slutte på den her måde. Det går ikke. Der er stadig god opbakning fra folk, så folk er stadig på, selvom det er udfordrende tider i verden.«

Caroline Wozniacki stoppede sin karriere efter Australian Open i januar. En turnering, hun vandt tilbage i 2018.