Caroline Wozniackis afskedskamp mod Serena Williams udskydes.

Det meddeler arrangørerne tirsdag.

Opgøret med titlen 'The Final One 2020' skulle ellers have markeret et storslået punktum for den danske tennisspillers karriere, men det sætter coronavirussen nu en stopper for.

»Det er med stor ærgrelse, at vi ikke kan spille i maj måned, men en udskydelse er det eneste rigtige at gøre. Jeg ser frem til, at vi finder en ny dato snarest og glæder mig enormt meget til at sige tak for den fantastiske opbakning mange har vist mig og dette arrangement,« siger Caroline Wozniacki i en pressemeddelelse.

Serena Williams skulle have mødt Caroline Wozniacki i København.
Serena Williams skulle have mødt Caroline Wozniacki i København. Foto: WILLIAM WEST
Vis mere

Kampen mellem de to konkurrenter og veninder skulle have fundet sted 18. maj, og samtlige billetter i Royal Arena var ret væk.

Ifølge Mads H. Frederiksen, direktør hos arrangøren f Sports Group, 'arbejdes der på højtryk for at finde en ny dag'.

»Vi håber, det kan blive i oktober på et tidspunkt. Så vi prøver lige at få det hele til at lykkedes nu,« siger han til B.T.:

»Det vil stadig være i Royal Arena. Caroline vil meget gerne, og så skal vi jo også lige have det til at passe med Serena. Hun skal have den sidste kamp. Det kan ikke slutte på den her måde. Det går ikke. Der er stadig god opbakning fra folk, så folk er stadig på, selvom det er udfordrende tider i verden.«

Men der er vel ingen garantier for, at der kan komme tilskuere i arenaen til den tid?

»Der er syv måneder til. Så håber vi, det ser mere fornuftigt ud til den tid. Men det er jo ikke noget, vi er vidende om nu. Det er sundhedsmyndighederne, der ved det. Men vi håber, at det ser mere fornuftigt ud om syv måneder i Danmark og i verden.«

»Økonomisk er det ikke den bedste løsning for os. Vi har brugt syv måneder på det allerede. Så det er klart, det er ikke optimalt, men det er den eneste løsning, der er. Så vi må gøre det så godt, som vi kan, efter omstændighederne.«

Hvor mange penge koster det jer at skulle flytte kampen?

»Det er et større beløb. Nu kommer regeringen selvfølgelig og hjælper med nogle udgifter, men det er klart, der er stor forskel på at lave et arrangement, der er udsolgt og så på at skulle starte forfra.«

»Der er ting, vi har afholdt udgifterne til, og så er der al den tid, vi har brugt – men jeg kan ikke engang sige, hvor mange penge, det drejer sig om. Men det er et betydeligt beløb. Det er ikke drømmescenariet. Men så kan vi forhåbentlig lave kampen i oktober og få den fest, som vi havde drømt om for Caroline. Det skal være en ordentligt afsked, hun får.«

Fra arrangørerne lyder det, at hvis man allerede har købt billet til det nu udskudte event, kan man få vekslet den til en billet til den nye kamp.

Caroline Wozniacki spillede sin sidste kampe ved Australian Open tidligere i år.

Siden har hun blandt andet brugt tiden på at optage en dokuserie sammen med sin familie.