Den tidligere tennisstjerne, Boris Becker, er igen kommet i centrum.

For tilbage i juni blev han stoppet af politiet, mens han var ude at køre i sin Mercedes.

Det skriver Evening Standard.

»Jeg observerede føreren, han kørte omkring 16 og 24 kilometer i timen, hvorefter han accelererede,« fortalte politibetjenten, Anthony Wright i retten.

Boris Becker er endnu engang havnet i problemer.
Boris Becker er endnu engang havnet i problemer. Foto: Valery HACHE
Vis mere

Han så, hvordan Boris Becker kørte over spærrelinjen og var på vej til at køre over for rødt. Og det skyldtes, at hans opmærksomhed ikke var rettet mod lyskrydset.

»Jeg kunne tydeligt se, at føreren havde en iPhone 7 i sin højre hånd, som han var i gang med at bruge,« fortalte betjenten. Derudover havde Boris Becker ikke sele på, og da betjenten havde fået stoppet bilen og undersøgt sagen nærmere, var det tydeligt, at den tidligere tennisstjerne var ved at sende en sms, mens han kørte.

Derudover var Boris Becker ikke helt tilfreds med at blive stoppet, for han hævdede, at han havde telefonen på højtaler, men det gjorde ikke, at han slap for en bøde, viser dokumenter, som det engelske medie har fået fat i.

I retten fik han en bøde på 270 pund - svarende til omkring 2.350 kroner - for forseelsen, ligesom han skal betale 130 pund - svarende til omkring 1.131 kroner - for sagens omkostninger. Derudover fik han seks point på sit kørekort, hvilket er systemet, der bruges i England. En ordning, der svarer til det danske klip-system.

12 strafpoint på tre år betyder, at kørekortet ryger, og faktisk har Boris Becker fået en frakendelse af kørekortet.

Det skete i juli - en måned efter forseelsen med mobiltelefonen - hvor han fik kortet frakendt i seks måneder, da han de sidste tre år har været involveret i fire forseelser.

Den 51-årige tysker har i løbet af de sidste mange måneder stjålet adskillige overskrifter. Blandt andet tilbage i juli, hvor han satte en stor del af sine personlige ejendele til salg, da han var i stor pengenød.

I 2017 blev han erklæret konkurs ved retten i London, mens han sidste år blev skilt fra Lilly Becker efter ni års ægteskab – de har sammen sønnen Amadeus. Boris Becker har været gift to gange. Han har fire børn med tre forskellige kvinder.