»Jeg havde en dårlig fornemmelse omkring det her.«
Ordene kommer fra Boris Becker. Den tidligere tennisstjerne og tidligere træner for Novak Djokovic, der i weekenden blev smidt ud af Australien af immigrationsministeren Alex Hawke.
Serberen er ikke vaccineret mod coronavirus, og selvom han selv hævdede at have dokumentation for medicinsk dispensation, startede problemerne allerede, da han ankom til Australien.
»Der er ingen vindere i det her. Djokovic har klart betalt den højeste pris, men det australske tennisforbund ser ikke godt ud. Victorias regering ser ikke god ud. Australien ser ikke god ud. Jeg er trist over det, for det har ellers altid været et af de mest venlige lande, så jeg er forvirret over, hvad der foregår. Men der er strenge vaccineregler, og de gjorde forskellen,« siger Becker til Eurosport.

En ting er, at Novak Djokovic ikke får lov til at spille Australian Open.
Han kan også risikere, at der kommer lignende regler for både French Open og Wimbledon senere på året. Og så står serberen potentielt med samme problem en gang til.
»Lad os se, hvad han gør. Det nemmeste for ham ville være at blive vaccineret. Det er svært at forstå, hvor meget papirarbejde der er for at kunne spille en turnering,« siger Becker og fortsætter:
»Det er hårdt nok at vinde. Nu er hans største kamp at få de rigtige dokumenter, så han kan deltage i en turnering. Det er en sindssyg verden, vi lever i, men sådan er det. Vi har haft to år til at acceptere det, og der er intet andet valg,« siger Boris Becker.
Der har efter sagen med Djokovic været en del diskussioner i Australien. For landets sportsminister, Richard Colbeck, vil have svar på, hvorfor serberen i første omgang tog turen til det australske.
Djokovic skrev selv på Instagram, at han havde fået en slags 'medicinsk dispensation', der gjorde, han kunne komme ind uden vaccine.
Noget, det australske tennisforbund, angiveligt skulle have sørget for – det var i hvert fald dem, der havde givet verdensetteren troen på, han kunne spille årets første grand slam.
Djokovic forklarede selv den manglende vaccine med, at han havde coronavirus i midten af december, men ifølge Richard Colbeck var både det australske tennisforbund og Australian Opens turneringsdirektør blevet oplyst om, at coronasmitte inden for de seneste seks måneder ikke gav medicinsk dispensation.

