Hvad skete der lige der?

Sådan tænkte de fleste tennisfans formentlig i tredje sæt af kvartfinalen mellem Holger Rune og norske Casper Ruud i Roland Garros onsdag aften, da 19-årige Rune dybt frustreret råbte 'forlad, forlad, forlad!' mod sin egen vip-boks på lægterne i Paris.

Her sad hans mor, Aneke Rune, og hun forlod straks sin plads i boksen 'for at give ro' og på den måde hjælpe tenniskometen, der kæmpede med enorme frustrationer og store udsving i præstationen.

I løbet af de fire sæt i 1-3-kampen var der masser af hidsig kontakt op mod Aneke Rune og træner Lars Christensen, når han lavede fejl, men den spektakulære episode og skarpe kontakt til hans mor og træner er ikke noget, der får en af dem, som kender Runes psyke indgående til at rynke på næsen.

Foto: CHRISTOPHE ARCHAMBAULT
Vis mere

Fra slutningen af 2018 til 2021 havde den unge og iltre tennisspiller tilknyttet den tidligere jægersoldat og psykolog hos FC Midtjylland og Astralis, Lars Robl, og han ser det som værende ganske naturligt, at frustrationerne blev rettet mod de nærmeste, der flittigt guider under kampene.

»Det er en naturlig forsvarsmekanisme, at når frustrationerne bliver for store og for mange, så skal man af med dem, og så rettes de udad. Han rettede det op mod de to, som er nærmest i det her projekt,« siger Lars Robl til B.T. og tilføjer om forholdet til moren, der har sat karrieren på standby for at hjælpe Rune med at forfølge drømmen:

»Han har et super godt og stærkt forhold til sin mor, og det forhold er en bærende del af hans udvikling, for det har givet ham den ro, der skal til for at kunne udvikle sig.«

»Sådan har det altid været, og det er blandt årsagerne til, at han er nået frem så hurtigt.«

Selvom Rune har taget store skridt i sit mentale arbejde over de seneste år, så knækkede filmen i kampen mod Casper Ruud – og derfor er der stadig meget at arbejde med for det 19-årige tennistalent.

Frustrationerne kan nemlig blive en hæmsko for den danske tennisstjerne, som så gerne vil lykkes med det projekt, der startede, da han stod og øvede tennissving i stuen som fireårig.

»Han er jo et meget, meget dedikeret og fokuseret menneske, og allerede før at jeg kom ind i samarbejdet, der havde han klare mål og ambitioner om at nå verdenstoppen.«

»Oven i det har han så et temperament og en passion, der kommer til udtryk en gang imellem, fordi han så gerne vil opnå noget.«

Foto: CHRISTOPHE ARCHAMBAULT
Vis mere

»Det kan få ham til at tænde af, og det var det, vi så ske mod Casper Ruud. Så det kan bestemt spænde ben for ham, og derfor skal han arbejde med sin impulskontrol,« siger Lars Robl.

Rune har selv erkendt, at han skal arbejde med sin kontrol af følelserne, men Robl understreger samtidig, at Runes fandenivoldskhed, gejst og drive har ført ham til, hvor han er som 19-årig – og det skal fortsat være drivkraften i jagten på grand slam-titlerne.

»Han skal ikke lægge en dæmper på sin passion, temperament og drive, men han skal arbejde med at kunne styre sine impulser. Så man må ikke tage den del fra Holger. Det er jo kraftedeme en væsentlig del af hans dna, at der er så meget passion og gejst i ham,« siger Lars Robl.

Alligevel delte Runes frustrationer og opførsel vandene i kølvandet på onsdagens opgør – og det, samt en hidsig ordkrig mellem de to lejre, fyldte mere end præstationen i at nå kvartfinalen.

Flere eksperter kritiserede Rune i skarpe vendinger, og de selvsamme frustrationer har før fået det til at koge over for den danske spiller – blandt andet, da han for et år siden blev idømt en bøde for at råbe homofobiske udbrud mod en modspiller.

»I den følelsesmæssige intelligens er et af parametrene impulskontrollen, for man kan have nok så meget selvindsigt, empati og gode sociale færdigheder og alt muligt andet, men har man en lav impulskontrol, kan det andet nogle gange ikke komme til udtryk, fordi man reagerer på umiddelbare følelser – og derfor er det så vigtigt at se på for ham,« siger Robl og tilføjer:

»Det skal styres, men for Holger kommer det jo også med alderen og træning. Han er trods alt kun 19 år.«

Foto: CHRISTOPHE PETIT TESSON
Vis mere

Men selv om den ultradedikerede Holger Rune fortsat tager de spæde skridt i seniorkarrieren er det gået voldsomt stærkt med at nå mod toppen.

For nylig skrev han dansk tennishistorie med den højeste ranglisteplacering nogensinde – en rekord, som han slår på ny, når der udkommer ny rangliste mandag.

Som seksårig begyndte karrieren i HIK, men efter få år og intens træning stod det klart, at talentet var ekstraordinært, og som 12-årig begyndte han så at turnere verden rundt for at spille tennis.

Siden har der været ét mål for den passionerede Rune, og det betød farvel til skolegangen efter niende klasse, og samtidig valgte han vennerne fra for at jagte drømmen.

»Da jeg gik i skole, havde jeg jo mine venner der, men det måtte jeg jo sætte lidt på sidelinjen, fordi tennis er det, jeg vil. Jeg ser tennis som en større ting end venner,« sagde stortalentet i 2020 til B.T.

Helt alene er Holger Rune dog ikke, for som bekendt er Aneke Rune med hver gang, at Rune spiller og træner, mens søster Alma og far Anders hjælper med regnskaberne hjemme i Danmark.

Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere