Felix Auger-Aliassime har skrevet historie.
Den 18-årige tennis-komet er måske ikke en, du har hørt meget om, men hans navn skal du meget vel til at vænne dig til.
For den unge tennisspiller spillede sig natten til torsdag dansk tid i semifinalen i Miami Open og bliver dermed den yngste semifinalist i herresingle i turneringens 35 år lange historie.
Auger-Aliassime, der er canadier, besejrede nemlig 22-årige Borna Coric med cifrene 7-6, 6-2 og skal møde John Isner, der ligger nummer ni på verdensranglisten, i semifinalen.

I opgøret mod Coric leverede Auger-Aliassime adskillige stærke slag, der sendte ham videre til semifinalen.
Auger-Aliassime, som ligger nummer 57 på verdensranglisten, er et godt bud på én af sin generations absolutte stjerner.
Hvis han da fortsætter med at levere, som han gjorde mod kroatiske Coric.
Øverst i artiklen kan du se en række højdepunkter fra kampen.