Det danske tennistalent skrev international tennishistorie, da hun i weekenden i Stockholm som blot 14-årig vandt karrierens første seniorturnering på ITF-niveau.

Til sammenligning var Caroline Wozniacki 15 år, da hun fik sit internationale gennembrud med turneringssejr i Istanbul.

Det var intet mindre end en tennishistorisk bedrift, det danske stortalent Clara Tauson leverede, da hun søndag med finalesejr på 6-3, 6-2 over russeren Ekaterina Yashina strøg til tops ved 15.000 US-dollars-turneringen 'ITF Stockholm 2' i Sverige.

Sammenlignet med vinderne af indeværende sæsons største WTA Tour-turneringer, er hun yngre end Caroline Wozniacki, Jelena Ostapenko, Garbine Muguruza og Sloane Stephens, da de erobrede karrierens første seniortitler på ITF Touren, der er niveauet under WTA Touren, hvor man finder de prestigefyldte Grand Slams som Wimbledon og US Open.

»Jeg er meget glad. Selvfølgelig var det en stor oplevelse. Inden jeg tog til Sverige, var det ikke en turnering, jeg overhovedet havde regnet med at vinde,« siger 14-årige Clara Tauson med glæde i stemmen dagen derpå i et telefoninterview.

Men selv om bedriften sender hende ind på WTA’s verdensrangliste blandt de 750 bedste, har Clara Tauson ikke tænkt, at succesen skal slutte her.

»Det er selvfølgelig meget fedt at komme ind på verdensranglisten. Men jeg stiler altså endnu højere. Målet er at jeg bliver nummer et i verden, og jeg tror, det er realistisk. Én ting er sikkert: Det kræver hårdt arbejde. Så dette er bare begyndelsen. Det håber jeg i hvert fald, at det er,« siger Clara Tauson, der efter hjemkomsten fra Sverige er ved at få sin nærmeste tennismæssige fremtid på plads.

»Planen er at jeg i december deltager ved tre juniorturneringen i USA og at jeg i januar stiller op i Australian Opens juniorturnering. Sidstnævnte vil jeg rigtig gerne deltage i, så jeg håber, der bliver fundet nogle penge til rejsen,« siger Clara Tauson.

De er ifølge Dansk Tennis Forbunds sportschef Jens Anker Andersen tæt på at være realiseret.

»Desværre råder vi i DTF ikke over enorme summer. Men vi er i gang med at søge økonomiske midler hos blandt andre ITF og IOC til Claras tur ’down under’. Det tegner lyst. Lige nu har jeg svært ved at forestille mig, at hun kommer til at medfinanciere sin turneringsdeltagelse i Melbourne,« siger Jens Anker Andersen.

Han betegner Clara Tausons talent som ’enestående’.

»Det er svært at udtale sig præcist om, hvor langt hun kan nå. Hun er stadig ung, og udviklingsmæssigt kan der de kommende år ske mange ting. Men jeg er sikker på, at hun bliver en kanondygtig prof-spiller. Allerede nu kan man sige, at hun er en komplet spiller uden egentlige svagheder. Hun slår godt til boldene, fysikken er i orden og mentalt lader hun sig ikke slå ud, hvis det under kampene ikke lige går som hun ønsker sig,« siger Jens Anker Andersen.

Ifølge hendes far, den tidligere ishockeylandsholdsspiller Søren Tauson, er planerne for 2018 endnu ikke på plads.

»Vi overvejer forskellige muligheder. Men hvis vi skal matche hendes udviklingsmæssige behov, er det mest sandsynlige, at den daglige træning i HIK’s high performance-projekt skal suppleres med input i udlandet,« siger Søren Tauson, der så med fra sidelinien, da datterens erobrede turneringssejren i Sverige søndag eftermiddag.

»Det var imponerende. Modstanderen var jo 10 år ældre end Clara og derfor langt mere rutineret. Ganske vist er Clara nu yngre end Caroline Wozniacki, da hun første gang var en ITF-turnering. Men jeg tror ikke, at man kan sammenligne spillere på den måde,« siger Søren Tauson.

Tennisspilleren Clara Tauson vandt i weekenden karriens første seniorturnering på ITF-niveau og er nu blandt de 750 bedste på verdensranglisten.
Tennisspilleren Clara Tauson vandt i weekenden karriens første seniorturnering på ITF-niveau og er nu blandt de 750 bedste på verdensranglisten. Foto: Kenneth Jessen, Sportsfoto
Vis mere

Ifølge Jens Anker Andersen er det planen, at Clara Tauson efter sit internationale gennembrud på ITFs senior-tour nu koncentrerer sig om sin juniorkarriere.

»Ved gennem de seneste tre uger at have en tabt semifinale, en tabt finale og at have erobret en turneringssejr, har hun ført bevis for, at hun besidder et talent, der er større end flertallets. De 23 verdensrangliste-point betyder, at hun fremover kan gå direkte ind i de fleste ITF-turneringer. Men der er masser af juniorturneringer, der for hendes vedkommende stadig er meget interessante at deltage i,« siger Jens Anker Andersen og henviser blandt andet til næste måneds Orange Bowl, der afvikles i Florida, og som Caroline Wozniacki vandt i 2005.

Lige nu går Clara Tauson i 9. klasse, men selv om hun har succes på tennisbanen, har hun ingen aktuelle planer om at satse 100 procent på sin idrætskarriere.

»Efter sommerferien næste år overvejer jeg med at skulle på netgymnasium, som Team Danmark tilrettelægger,« lyder Clara Tausons slutreplik.