Søndag lagde en af mine venner et billede af 12-årige Caroline Wozniacki op på Instagram. Der stod hun sammen med sit store idol, Venus Williams, som hun senere skulle komme til at spille mod, hænge ud med og tabe til – lige indtil hun søndag endelig besejrede hende og vandt sin største titel i karrieren. En smuk foreløbig kulmination på en karriere, den 12-årige Caroline Woznaicki dengang allerede havde set for sig og åbent udtalt sig om. Hun skulle være den bedste i verden, og det blev hun.
Hun blev nummer et på verdensranglisten og lå der så længe, at hun alene sørgede for, at Danmark er nummer seks på listen over lande, der har været repræsenteret flest uger på førstepladsen – foran lande som bland andet Spanien, Frankrig og Rusland. Jeg gentager gerne, hvad jeg skrev sidste år ved denne tid, da hun havde nået finalen ved US Open: At hun er det største danske sportsnavn nogensinde, hvis man alene ser på individuelle sportsfolk, og i top tre hvis man inkluderer holdsporten og dermed hiver Michael Laudrup og Peter Schmeichel ind i ligningen.
Paul Elvstrøm, Ragnhild Hveger, Peter Gade, Morten Frost, Tom Kristensen, Eskild Ebbesen, Ole Olsen? Caroline Wozniacki blev nummer et på verdensranglisten i 2010 og overgår dem alle ved at have været på toppen i en af verdens mest populære og konkurrenceprægede sportsgrene. Jeg ved godt, at læsere nu vil skrive til mig og fortælle mig, at jeg er historieløs og slet ikke forstår, hvad fire på hinanden følgende guldmedaljer ved OL fortæller for en historie. Det må I gerne fortælle mig. Jeg spørger så tilbage: Kan I nævne en af hans konkurrenter? Kunne I dengang?
Nå, det skulle ikke handle om andre end Caroline Wozniacki, men af en eller anden årsag, møder hun ikke bare modstand på banen, men ofte også i en kritisk dansk befolkning, der, allerede da hun brød rigtigt igennem i 2008, lærte, at vi skulle have store forventninger til hende. Tålmodigheden blev sat på prøve for hvert år, der gik, og hun ikke vandt en Grand Slam, og ved at leve et aktivt offentligt liv har hun ikke gjort sig mindre sårbar. Fortjent eller ej.
Det er snart to år siden, jeg kom i feministisk modvind, da jeg i en klumme i Berlingske konstaterede, at mens hun efter sine afklædte billeder i Sports Illustrated ramte sit hidtidige højdepunkt som reklamesøjle, som brand, lå hun som nummer 19 på verdensranglisten lavest placeret i otte år. Jeg kan ikke sige med sikkerhed, at der var en sammenhæng mellem faldet på verdensranglisten, hendes privatliv, det opsigtsvækkende brud med Rory McIlroy, gallamiddagene, reklamefotograferingerne og de konstant skiftende trænere. Men langt klogere tenniseksperter har dog vurderet det samme.
Da Caroline Wozniacki søndag vandt karrierens største sejr efter en fantastisk flot turnering med opsigtsvækkende sejre over verdens absolutte elite, var det ikke bare det foreløbige klimaks på hendes karriere som helhed, men på et imponerende comeback til verdenstoppen i særdeleshed. Caroline Wozniacki lader til at have genopfundet sig selv og have fundet ro i det sportslige setup med sin far Piotr, og hittingpartner Sascha Bajin samt i sit private forhold med basketspilleren David Lee. Hun ser fit ud. Virker rolig og koncentreret. I god kontakt med sig selv.
Den respekterede tennisjournalist fra ESPN, Peter Bodo, vurderede her i BT forleden, at Caroline Wozniacki havde haft sin bedste sæson nogensinde, og dagen efter spåede hendes bror Patrik, der er medkommentator på TV2, at hans søster i de kommende sæsoner vil vinde to-tre Grand Slam-titler. Hvis han får ret i det, vil det selvsagt være en kæmpetriumf. Ikke mindst fordi hun har fornyet sig, overvundet sine problemer og i hvert fald i denne sæson overstrålet sine tidligere overkvinder og holdt afstanden til de næstbedste, yngre spillere. Ydermere: Hvis Patrik Wozniacki får ret i sin spådom, vil argumentet om, at hans søster kun vinder små turneringer og udelukkende ligger højt, fordi hun spiller mange turneringer, dø. Hvis ikke det allerede døde med WTA-finalesejren søndag.