Caroline Wozniacki kan sætte mange penge ind på bankbogen efter sejren i sæsonfinalens finale over Venus Williams fra USA søndag.

I alt flyder der 14,40 millioner kr. i retning af den 27-årige dansker efter det, der må betegnes som karrierens største triumf.

I første omgang får Caroline Wozniacki 151.000 dollar i startpenge for overhovedet at have været blandt de otte bedste kvindelige tennisspillere i verden, der var kvalificeret til sæsonfinalen.

Dernæst skal hun have 153.000 dollar pr. sejr i gruppespillet.

Caroline Wozniacki besejrede her ukraineren Elina Svitolina og rumæneren Simona Halep, mens det blev til nederlag mod franske Caroline Garcia. Så her kan der altså lægges 306.000 dollar oven i startpengene.

Oven i det kommer 40.000 dollar for at nå semifinalen.

Men dertil kommer så det beløb, der for alvor får kasseapparatet til at ringe. Det er sejren i finalen, som belønnes med 1,75 millioner rare dollar.

Tilsammen giver det 2,247 millioner dollar, og da dollaren i skrivende stund står i 6,41 kr., bliver facit 14.403.270 kr.

Der bliver nok råd til lidt ekstra gode julegaver i Wozniacki-familien i år.