Svimlende 97,4 milliarder dollars svarende til omkring 700 milliarder kroner.
Det er, hvad verdens rigeste mand, Elon Musk, har tilbudt for at købe techgiganten OpenAI, der står bag ChatGPT.
Men Elon Musks enorme milliardbud står kun ved magt, hvis organisationen lever op til Tesla-ejerens krav. Det skriver AP og The Guardian.
Musk truer med at trække sit bud på OpenAI, som han selv var med til at grundlægge i 2015, tilbage, hvis nonprofitorganisationen dropper sin plan om at konvertere til en kommerciel virksomhed.
OpenAIs CEO, Sam Altman, gik tidligere på ugen direkte i flæsket på Elon Musk, i forbindelse med at han også afviste multimilliardærens bud.
»Måske lever han hele sit liv ud fra en position af usikkerhed. Jeg har ondt af fyren,« siger Sam Altman om verdens rigeste mand til Bloomberg:
»Jeg tror ikke, at han er en glad person. Jeg har virkelig ondt af ham.«
Sam Altman understreger, at OpenAI ikke er til salg.
Elon Musk har i forvejen projektet x.AI., der er en direkte konkurrent til ChatGPT.
De to tech-bosser har længe udkæmpet en bitter strid med flere søgsmål.
I det seneste stiller Musk blandt andet spørgsmålstegn ved OpenAIs forretningsmodel.
Ifølge The Guardian sammenlignede han torsdag OpenAI med en nonprofitorganisation, som arbejder for at bevare Amazonas-regnskoven, der så pludselig bliver til et skovhuggerfirma, som fælder træerne.
