Angst, depression og bulimi.

Det var, hvad den tidligere danske OL-svømmer Anders Lie Nielsen kæmpede og delvist stadig kæmper med den dag i dag.

Det fortæller han i et interview til DR, efter Jeanette Ottesen og flere andre danske svømmere stod frem i dokumentaren 'Svømmestjerner – under overfladen' og fortalte om kritisable forhold på Det Nationale Træningscenter (NTC) frem til 2012 – blandt andet offentlige vejninger og overfusninger fra landstrænere.

»Der blev ikke kun fokuseret på, hvor godt jeg svømmede eller trænede, men hvordan jeg så ud – eller faktisk ikke kun hvordan jeg så ud, men hvor tyk jeg var,« fortæller den 28-årige Anders Lie Nielsen, der repræsenterede Danmark ved OL i 2012 og 2016.

Dermed tilslutter han sig en række af danske svømmer, der udviklede spiseforstyrrelser som konsekvens af de offentlige vejninger, og som stadig kæmper med psykiske eftervirkninger i dag.

Anders Lie Nielsen bor eksempelvis i Dublin i dag og er stadigvæk ikke klar til at vende hjem til det land, han kæmpede så hårdt for at repræsentere, siden han flygtede fra Det Nationale Træningscenter i 2012 og flyttede til USA.

Han skulle væk. Væk fra det miljø, der blandt andet var under daværende landstræner Paulus Wildeboer.

Den danske svømmer fortæller, at de offentlige vejninger foregik hver morgen, og at alle prøvede at komme så langt ned i vægt som muligt.

Men ligesom for Jeanette Ottesen og mange af de andre danske svømmere tog det overhånd for Anders Lie Nielsen.

»Der var ikke noget med at drikke vand, inden vi gik op på vægten. Man tog så meget tøj af som overhovedet muligt. Svede så meget som overhovedet muligt og tørre svedet helt af, inden man kom op på vægten. For mig begyndte det så også at sprede sig til, at jeg begyndte at kaste op også. Både om aftenen og inden jeg blev vejet om morgenen.«

Anders Lie Nielsen stoppede sin karriere i 2017.
Anders Lie Nielsen stoppede sin karriere i 2017. Foto: PATRICK B. KRAEMER
Vis mere

Det førte til, at svømmeren til sidst udviklede spiseforstyrrelsen bulimi.

Men på det tidspunkt handlede alt om at komme til OL i 2012. Og med kom han. Han var således en del af det danske hold på 4x200 meter fri-distancen. Men efter OL i London var det nok. Han skulle langt væk fra Det Nationale Træningscenter.

I begyndelsen af 2013 drog han derfor til USA, hvor han tilsluttede sig University of Michigan. Her oplevede han en helt anden kultur, hvor der var mere fokus på svømning end på vægt, og hvor man blev motiveret med ros i stedet for ris.

Det gav ham svømmeglæden tilbage og førte til, at han også deltog ved De Olympiske Lege i Rio i 2016.

Jeanette Ottesen er blandt de svømmere, der har fortalt om de offentlige vejninger, som hun kalder for et dybt sort hul, når hun tænker tilbage.
Jeanette Ottesen er blandt de svømmere, der har fortalt om de offentlige vejninger, som hun kalder for et dybt sort hul, når hun tænker tilbage. Foto: ALBERT GEA
Vis mere

Men bulimien var der stadig. Når han tvivlede på sig selv eller følte sig presset, brugte han spiseforstyrrelsen.

Og som om spiseforstyrrelsen ikke var nok i sig selv, så følte han sig også ekstra presset af den på grund af sit køn. Han så det som et tabu at være en mand og have en spiseforstyrrelse, hvilket også betød, at han på det tidspunkt ikke var stærk nok til at stå frem.

I dag lider Anders Lie NIelsen fortsat af bulimi, men arbejder med at kontrollere spiseforstyrrelsen.

Han bor til daglig i Dublin og ved ikke, om han nogensinde vender tilbage til Danmark. Han stoppede sin svømmekarriere i 2017 og har ikke været i en svømmehal siden.

Efter afsløringerne har Dansk Svømmeunion side undskyldt og beklaget, men samtidig senest på DIF's årsmøde fastholdt, at unionens egen research viser, at der ikke fandt offentlige vejninger sted, efter de nye retningslinjer blev dikteret i 2005.

DR Sporten har dog været i kontakt med 30 tidligere og nuværende svømmere, der fortæller, at de offentlige vejninger fortsatte, efter retningslinjerne blev indført i 2005.