Sarah Bro husker det stadig. For selvom det er halvandet år siden, hun valgte at stoppe som professionel svømmer, kommer følelserne meget let frem i kroppen.

»Jeg får gåsehud bare af at tænke på det. Jeg husker det så tydeligt og kan stadig fremkalde den følelse, jeg havde inde i kroppen i så lang tid.«

Sådan fortæller den nu tidligere svømmer til Alt for damerne om det svømmestop, der ikke bare kom impulsivt i 2020.

I lang tid inden havde hun ikke haft det særlig godt, og lysten til den sport, hun ellers elskede og havde dyrket, siden hun var barn, var stille og roligt ved at forsvinde.

»En ængstelig følelse, jeg havde aldrig rigtig ro, jeg havde altid lidt ondt i maven, jeg tvivlede på mig selv. Jeg kan mærke det, bare jeg snakker om det,« fortæller Sarah Bro.

Og en dag var det nok. Hun havde kæmpet sig til træning, svømmet nogle baner, tiden gik langsomt.

Til sidst gik hun op fra vandet, sagde, at hun havde det lidt dårligt, og tænkte, hun ville komme tilbage. Men allerede inden hun havde forladt træningsområdet, vidste hun, at det var sidste gang, hun havde været der.

»Da jeg gik ud ad porten den dag, var jeg helt lettet. Som om en tung sten i maven bare forsvandt. Det havde bygget sig op over så lang tid, og det var virkelig forløsende pludselig at stå på den anden side af beslutningen,« fortæller den nu tidligere svømmer.

Sarah Bro i bassinet tilbage i 2016.
Sarah Bro i bassinet tilbage i 2016. Foto: Patrick B. Kraemer
Vis mere

Det var i juni sidste år, at Sarah Bro offentliggjorde, at hun havde valgt at stoppe.

Her fortalte hun, hvordan et 'kæmpe crash' i 2018 førte til, at hun flyttede til USA for at træne på en anden måde. Selvom hun var glad for at være derovre, forsvandt klumpen i maven aldrig, og til sidst mærkede hun efter og lyttede til sin krop.

Sarah Bro nåede i sin karriere at vinde adskillige danske mesterskaber samt bronze ved VM, og så var hun med til OL i Rio i 2016. Ved årets OL, der blev afholdt i Tokyo, var hun kommentator og ekspert på svømning hos Discovery Networks.

Hun har derudover været med i tv-programmerne 'Korpset' og 'Over Atlanten'.