Svømmeren Rikke Møller Pedersen tilegner sin succes en helt bestemt og meget omtalt træner.

Svømmedarlingen Rikke Møller Pedersen var for alvor på dybt vand, efter at hun missede OL-kvalifikationen tilbage i 2008.

I tiden efter OL-tomrummet var træningen ved at tage pusten og motivationen fra hende, det skriver Vejle Amts Folkeblad.

Var tiden kommet til, at hun skulle sige farvel til bassinet?

Rikke Møller Pedersen har verdensrekorden i disciplinen 200-meter brystsvømning. 
Rikke Møller Pedersen har verdensrekorden i disciplinen 200-meter brystsvømning.  Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Rikke Møller Pedersen stod midt i en større svømmekrise, og hun havde brug for nogle ærlige svar. Dem krævede hun fra den dengang nye landstræner Paulus Wildeboer.

»Fortæl mig, om jeg har talent eller ej, for har jeg ikke det, stopper jeg her,« sagde hun meget kontant til hollænderen, som overtog landstænerposten efter Mark Regan tilbage i 2008

Der skulle gå et halvt år, før at Wildeboer var klar til at afsige dommen. Rikke Møller Pedersen havde helt klart talent.

Han anmodede hende derfor om at droppe planerne om at tage til USA, hvor at hun skulle over og svømme på et scolarship. Hun skulle i stedet komme til København og træne på det nationale træningscenter med ham som sin træner. Og samarbejdet viste sig at blive en succes.

»Det er selvfølgelig svært at sige, men jeg tror ikke, jeg havde gjort det uden Paulus. Han er en meget stor del af det, fordi han troede på mig i 2008, hvor jeg selv tvivlede på, om international svømning var en verden for mig,« siger hun.

Svømmeren fik et tæt forhold til landstræneren, som var ved roret i fire år. En landstræner, som for nyligt har fået stor opmærksomhed for kritisable vejninger på svømmelandsholdet. Efter OL i 2012 tog han tilbage til Australien og fik konstateret kræft. En sygdom, som han døde af tilbage i 2014.

»Jeg føler, at han nåede at fortælle mig, at jeg kunne blive verdens bedste, lige inden han døde. Der spillede relationen en stor rolle for mig. Jeg ville gøre alt for, at han kunne sidde deroppe og tænke 'yes, du gjorde det',« siger hun.

Og Rikke Møller Pedersen gjorde det. I dag er hun indehaver af verdensrekorden i disciplinen 200-meter bryst, som hun satte, da hun i august 2013 slog hænderne i bassinkanten ved VM-semifinalen i Barcelona.

I starten af 2019 valgte svømmestjernen at lægge badedragten i skuffen, og den 1. juli venter en ny arena, når hun starter som vært på TV 2 Sporten.